Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Shells topchef gengiver i sine iagttagelser udviklingen: ”I 1970 gik presset på de væmmelige multinationale
selskaber på at stoppe med forskellige aktiviteter. I 90erne går presset på at overtale virksomheder til at age-
re, når regeringer ikke kan (eller vil)” (Citat 91)
Det er en kamp om grænser, der kulminerer, som når Shell i en annonce i 1995 markerer sit verdenssyn: ”En
verden, hvor selskaber bruger deres økonomiske indflydelse til at indsætte eller afskaffe regeringer, ville i
sandhed være skræmmende” 216 . Det er en ’naturlig’ reaktion for et socialsystem – et funktionssystem som
økonomien, en erhvervsvirksomhed som Shell – at forsøge at sikre sine grænser. Vi kan således se en natur-
lig modvilje mod at nedbryde grænserne til det politiske system, og gennem placering af de politiske hensyn i
markedssammenhæng under temaerne den politiske forbruger, -medarbejder, -investor beskyttes erhvervsli-
vets grænser. De politiske hensyn underlægges den økonomiske logik.
Når erhvervslivet går ind på politikkens grænseforhandlinger om medansvar og re-orienterer sig efter de
ændrede differencer ’medansvar dårlig konkurrenceevne’, så kan det ses som udtryk for en ny strategi, men
funderet i samme begrundelse som i tidligere perioder: Autonomi, dvs ’medansvar restriktiv lovgivning’. I
forhold til den politiske omverden ændres kodeordet fra den kontra-aktive fases ’restriktive lovgivning’ til
’selvregulering’. I det såkaldte Nationale Netværk af Virksomhedsledere, der initieres i 1996 af Socialmini-
steriet med det formål at fremme virksomhedernes sociale engagement, begrunder virksomhedslederne deres
deltagelse med, at alle lovkrav til gengæld må være bandlyst på dette område: ”Skal der ændres holdninger,
må det ske ad frivillighedens vej. Det er jo også derfor vi arbejder så intenst i netværket” (Citat 85, mk).
!)% !)% 7 1
Fra den kontra-aktive fases fjendebillede af demonstrerende aktivister skifter erhvervslivets syn på protestbe-
vægelser til at se NGOere som stakeholders, forhandlingspartnere. Det er (som for hele denne fremanalyse-
ring af en evolution over mange årtier og brede samfundsudsnit) ikke et entydigt billede, men en klar ten-
dens.
Erhvervslivet går nu proaktivt ind i samfundets moralske diskurs, ikke i tilpasning til krav fra sociale bevæ-
gelser og omverdenen i øvrigt, men snarere som en kontra-moralisering, der gradvis absorberer moralske pro-
tester (jf V.4.1). Kritik fra omverdenen vil, i det omfang den vinder resonans i et socialsystem, blive forsøgt
absorberet for at undgå destabilisering. Hvor det kontra-aktive stadies defensive strategier har vist sig util-
strækkelige; irritationerne fortsætter – går erhvervslivet nu over i en offensiv strategi. Vi ser en absorbering
af protester gennem en udvidelse af det funktionsspecifikke repertoire med etiske regnskaber, værdibaserede
ledelsesformer, stakeholder-modeller, sustainable development departments, impact on society managers og
en ny semantik: Corporate citizenship, symmetrisk kommunikation, dialog bliver plusord. Som del af denne
moraliseringsdynamik stilles så yderligere krav til protestkommunikationen for at slå igennem i samfundets
kommunikation. Det er i denne interrelaterede moraliseringsdynamik, vi kan se protestmoralen antage funk-
tionelle træk.
!+% !+%
2
Nyhedsmedia er i den refleksive periode ikke længere erhvervslivets fjendebillede nr. 1. Som jeg ser det, kan
vi også her tale om partnerskaber, uden at vi kan se egentlig refleksive forhandlingsspil. Den nyhedsmediale
kommunikation synes overvejende forankret i 1. ordens iagttagelsen, og snarere kan vi tale om styrkede 1.
ordens strukturelle koblinger, hvor erhvervslivet – som andre af nyhedsmedias omverdenssystemer – inddra-
ger hensyn til de nyhedsmediale selektionskriterier i sine beslutningsprocesser og strukturer. Fra at se sig selv
9 A & ; % !" 77/) ) K ! )+ " ,J 7 0'
292