Grænser for ansvar - Susanne Holmström

fordi det sætter fokus på det, der for mig står centralt i den iagttagede evolution – nemlig på skiftet i regule-
ringsformer, som fokus på belastningstemaerne i en vis grad skygger for.
Jeg sammenholder blikket på stadierne i det funktionelt differentierede samfund med reguleringsformens og
-referencens vekslende funktionelle ækvivalenter over ’bølger’.
Den første bølge gælder opbygningsfasen af det funktionelt differentierede samfund med tilsvarende opbyg-
ning af stærke funktionsspecifikke selvreguleringer – for økonomien markedet som den medfødte indre om-
verden, for politikken den offentlige mening.
Anden bølge er stabiliseringsfasen efter opbygningen af det funktionelt differentierede samfund – og det vil
sige en lang periode inden den evolutionære fase, jeg har som iagttagelsesobjekt i afhandlingen. Her stabili-
seres independenserne, og en supplerende reguleringsform indsættes som kontingenskontrol – lovgivningen.
Den iagttages som fremmedreferentiel, central og hierarkisk, baseret i en antropocentrisk samfundsselv-
beskrivelse – om end vi nu med Luhmann ved hånden mener at vide, at socialsystemer kun kan regulere sig
selv; dvs fremmedreferentiel selvregulering.
6 ( " ) +
→ → → →
- - - - - 2
2
- 2 8 2 . 2 .
7
Figur 75: Bølger af reguleringsformer i forhold til sociale og miljømæssige hensyn som udtryk for justeringsprocessernes
funktionelle ækvivalenter. NB: Bølger må ikke paralleliseres med de evolutionære stadier, jeg har fremanalyseret. Disse
fire stadier kan vi se fra slutningen af 2. bølge gennem 3. og ind i 4. bølge.
Vi når så stadiet, hvor de funktionelt uddifferentierede independenser har vokset sig så stærke, at de tilsva-
rende forudsætter stærke interdependenser. Independensernes interdependenser bliver synliggjort og leder til
en regulering via polykontekstuelle forhandlinger, til den refleksive selviagttagelse af sig selv som del af en
større kontekst og dermed til det, jeg kalder polykontekstreferentiel selvlegitimering. Selvreguleringen refere-
rer nu ikke alene fremmereferentielt til politikken i forestillingen om en central regulerende instans og til
selvreferencen i et konventionelt marked, men hviler i den ny polycentrerede samfundsselvbeskrivelse og
kontekst-forestillingen om, at det er nødvendigt at tage hensyn til andre for at tage hensyn til sig selv. Det
gælder altså ikke alene gensidige hensyn – men også gensidige krav.
Med stabiliseringen af billedet af independensen som baseret i interdependensen – og omvendt – stabiliseres
den polykontekstreferentielle selvregulering i nye strukturelle koblinger (nye regnskabsformer og mærk-
ningsordninger). Vi ser den polykontekstreferentielle legitimitet sætte ind som en selvregulerende funktionel
/ 2 ! + & % ; ' K * 2 ! % " & & )
& % + ; ! ! " $ + ! ! '
319
2
2
""B
2
1 2