Grænser for ansvar - Susanne Holmström

virkes af og bruges af mennesker, men ikke styres af andet end sig selv. Det bliver følgelig som led i sam-
fundssystemets evolutionære moderniseringsprocesser, jeg foreslår, at vi kan forstå forandringerne omkring
forventningerne til erhvervslivets legitimitet og samfundsansvar. Her er det min pointe, at evolutionen er ba-
seret i de socialsystemiske mekanismer – ikke i aktørers intentionelle interesser. Processerne har i det social-
systemiske perspektiv og min forståelse intet særligt sigte bortset fra at fortsætte samfundsprocesserne. Den
klassiske rationalitetsmodels opstilling af adskilte mål og midler opløses. I stedet bliver mål og midler samti-
dige. Kommunikationsprocesserne bliver både mål og midler i en selvreferentiel cirkulær dynamik, som dri-
ver de sociale processer. Denne dynamik vil være bærende i afhandlingens iagttagelser.
( " .
Med forståelsen af kommunikation som rekursive processer, som afgrænser sig, stabiliserer og bundter sig i
forskellige iagttagelsesperspektiver, forskellige sondringer, hvor stimuleringen og afgrænsningen af de kom-
munikative processer går hånd i hånd, følger det polycentriske paradigme. Når det benævnes polycentrisk –
hvor også fx autopoietisk, socialsystemisk eller kommunikativt 28 - kunne være valgt, så refererer det til Luh-
manns egen terminologi. I forordet til hovedværket Sociale Systemer skriver han om sin teori, at han med den
”udvikler en polycentrisk (og følgelig også polykontekstuel) teori i en acentrisk konciperet verden og et
acentrisk konciperet samfund” (Luhmann 1984/2000:34).
Med betegnelsen polycentrisk refereres ikke kun til den iagttagelse, at samfundet er differentieret i socialsy-
stemer, “så at beskrivelserne ikke mere kan konvergere, men man henvises til iagttagelse af iagttageren, når
man vil finde ud af, hvad der er realitet for hvem” (Luhmann 2000a:449). Der refereres også til den særlige
differentieringsform, som Luhmann fremanalyserer som evolveret op igennem den såkaldt moderne æra, og
som i løbet af 1900-tallet er slået radikalt igennem i verdenssamfundet: Det funktionelt differentierede sam-
fund 29 . Det er en differentieringsform, som jeg i det følgende vil belyse som en konsekvens af de sociale
kommunikationsprocessers dynamik. Til forskel fra monocentriske forestillinger om en top eller et centrum
for samfundets koordinering kan vi ikke forvente muligheden af en overgribende normerende, regulerende el-
ler legitimerende forestilling. Når ’gode hensigter’ (Luhmann 1986:19) ikke lader sig realisere, kan vi ikke
søge ’forklaringen’ i et eller andet, der intentionelt styrer imod et eller andet sted, men konkurrencen mellem
de uddifferentierede, selvreferentielle perspektiver.
( ) *
Uden et sidste referencepunkt til at skelne mellem rigtige og forkerte iagttagelser er det slut med ambitionen
om et nyt fixpunkt som udgang for endegyldige påstande. Der er ingen sidste iagttager, som kender sandhe-
den. Luhmanns operative konstruktivisme opløser sit iagttagelsesfelt i et rekursivt netværk af iagttagelser af
iagttagelser, som ikke afspejler virkeligheden, men alligevel er underkastet ekstremt selektive betingelser for
at producere systematiske rekonstruktioner, som er kompatible med virkeligheden. Virkelighedens eksistens
fornægtes ikke – men det antages, at der i virkeligheden ikke er noget, som modsvarer erkendelsens kategori-
er. Samtidig udelukker den operative konstruktivisme enhver relativistisk holdning. Erkendelse er et produkt
af specifikke iagttagelsesskematikker.
Vi kan fremanalysere lige så mange virkeligheder, som der er måder at anskue virkeligheden på. Hvad der
står centralt i ét perspektiv – som fx skovdød eller psykisk stress – er umiddelbart fuldkommen ligegyldigt i
= ''' " ! & + & % ! + & ! " 4 )
! "2 & * '
7 - % 7= @ 77 "@ 779"@ 778 @ 777@ '
42