Grænser for ansvar - Susanne Holmström

" E $ 2
" ( / $
I det store blik ser jeg den sociale turbulens, der installerer sig i samfundet i 1960erne, som samfundets reak-
tion på sig selv. Under stabiliseringen af tidligere transformative evolutionsprocesser har de funktionelle in-
dependenser efterhånden vokset sig til tilsvarende høj interdependens. Det skaber konflikt mellem indepen-
densen og interdependens: Grænser problematiseres med billeder af variationer, som vægter interdependen-
sen, men fortsat i en konsensus-orienteret samfundsforståelse. Den kontra-aktive fase, hvor det evolutionære
stadie introducerer variationer, er kendetegnet af 1. ordens iagttagelser, fordomme, konfliktflader og styrkede
systemlukninger som forsvar for tidligere stabiliserede grænser.
Jeg forstår således det, der dengang betegnedes som samfundets krise, som et stadie i evolutionen af det
funktionelle formprincip, hvor de funktionelle grænser generelt sættes på prøve. I mit socialsystemiske blik
udløses processen af samfundssystemets selviagttagelse ud fra konflikten mellem funktionssystemernes sti-
gende independens og tilsvarende stigende interdependens.
" " $ .
Når analysen går på at iagttage evolution, så bliver første spørgsmål: Hvor kan vi identificere den instabilitet,
som producerer den nødvendige irritation – in casu i erhvervslivet? Jeg indkredser den først til den markante
vækst i kommunikation formet over sondringen kontingent/nødvendig, som vi kan iagttage mod 1960ernes
slutning. Det er en sondring, som kan lokaliseres dels til offentlighedens optik, dels til protestkommunikatio-
nen; optikker, der på forskellig vis fokuserer på grænsers kontingens og betvivler hhv negerer deres nødven-
dighed (jf V.2). Vi ser, at ’der stilles spørgsmål ved de autoriteter, der præger samfundet’ (Citat 1). Det for-
står jeg som en fokusering på funktionssystemernes grænser. Hvor autoriteter ud fra funktionssystemernes
independenser hidtil var taget mere eller mindre for givne og grænser set som nødvendige, ser jeg de sociale
turbulenser, hvis begyndelse især synliggøres som ”68-oprøret”, udtrykke den øgede iagttagelse af, hvordan
samfundets kontinuerlige risikoproduktion synes baseret i kontingente beslutninger. Independensen belaster
interdependensen – og det belaster de funktionelle independenser og dermed det funktionsdifferentierede
samfund. Samfundet alarmerer sig selv gennem den moraliserende og/eller negerende protestkommunikation,
og aktiverer sin irritationsmekanisme nr. 1, offentlighedens optik. Begge optikker fanger på forskellig vis an i
nyhedsmedias selektionskriterier, og temaet vinder derigennem efterhånden udbredelse i samfundets kom-
munikative processer. Vi ser anti-vækst-tematiseringen af samfundseksterne belastninger udfordre de stabili-
serede forventningsmønstre og kontingenssætte selve det funktionsdifferentierede samfunds evolution (fx
Meadows, Meadows et al. 1972; Schumacher 1975).
Jeg udskiller i perioden tre typer optikker, som er interrelaterede, men har hver sin funktion:
7 /
7 8 9
. 9
/ /
Figur 57: Tre optikker i den kontra-aktive fases fremmediagttagelse af erhvervslivets grænser.
273