Grænser for ansvar - Susanne Holmström

gensidige interdependens mellem samfundets forskellige funktionsområder i den refleksive fase, som afklares
med vægtning af independensen som forudsætning for interdependensen, og 4) som stabiliserer sig som bag-
grundsbillede i ’god praksis’ stadiet, og endelig 5) et nyt stabiliseret mønster, der kan betegnes som polykon-
tekstreferentiel selvlegitimering, i den nykonventionelle fase.
Når vi således fremanalyserer evolutionens stadier: Variation -> selektion -> retention -> stabilisering, toner
et overliggende mønster frem. Under stabiliseringen af forrige transformative evolutionsprocesser har de
funktionelle independenser efterhånden vokset sig til tilsvarende høj interdependens. Det skaber konflikt
mellem independens og interdependens: Grænser kontingenssættes med den alternative kommunikation som
instabil omverden, der udkaster billeder af variationer, som vægter interdependensen, men fortsat i en kon-
sensus-orienteret samfundsforståelse. Den kontra-aktive fase, hvor variationer tematiseres især fra alternative
kommunikative positioner, er således kendetegnet af konfliktflader og styrkede systemlukninger som forsvar
for tidligere stabiliserede grænser.
Næste evolutionære fase udløser variationer, og nye forventningsstrukturer selekteres. Det er perioden, hvor
jeg ser den særlige refleksive kommunikation facilitere en polycentrisk samfundsselvbeskrivelse; en slags
konsensus om den grundlæggende konflikt som basis for moderne velfærdssamfund. Det muliggør grænse-
forhandlinger ud fra en iagttagelse af gensidig interdependens som forudsætning for independensen, men vi
ser også, hvordan fasen – som kunne have risikeret det funktionsdifferentierede samfund – fører til en ny
vægtning af independensen som forudsætning for interdependensen, således at det funktionelle differentie-
ringsprincip kommer styrket ud af fasen.
I den næste fase – den, jeg benævner god praksis-fasen – ser vi, hvordan de variationer, der er selekterede i
den refleksive fase som en afparadoksering af ’independens interdependens’-paradokset, fanger bredt og
ureflekteret an og retenteres som god praksis ud fra den ny samfundsselvbeskrivelse.
Evolutionsprocessen afsluttes sandsynligvis med en stabilisering af de nye konventioner, som afparadokserer
’independens interdependens’-paradokset. En ny virkelighed vil så være evolveret.
I totalsamfundsperspektivet kan vi således forstå den iagttagede evolution som en bevægelse fra et samfund,
der hviler i en konsensuel selvbeskrivelse med forestillinger om central regulering og normdannelse, mod et
samfund, der beskriver sig selv som polycentreret.
Det refleksive virksomhedsparadigme hviler således i en anden samfundsselvbeskrivelse end det forrige kon-
ventionelle. Samfundet beskriver sig med begreber som hyper-kompleksitet, globalisering, risikosamfund,
massemedia-virkelighed, fragmentering, netværkssamfund. Vi ser, hvordan interdependenser inddrages i
samfundets kommunikationsprocesser samtidig med, at independenserne bevares. Vi ser, hvordan regulering
via den fremmedreferentielle lovgivning ikke længere sikrer et tilstrækkeligt stabilt forventningsbillede og
suppleres med den polykontekstreferentielle selvlegitimering som kontingenskontrol.
317