Grænser for ansvar - Susanne Holmström

5
165
!E % ! (;=;A(;;)$"%
Jeg ser i den resterende del af afhandlingen på, hvordan erhvervslivets legitimitet ikke ligger i et ’sikkert ind-
hold’, men udfordres og ændres i skiftende sondringer i et polykontekstuelt samspil mellem ’en flerhed af ad-
færdsmåder’ over tid i den iagttagede periode; og mere generelt på, hvordan vi kan se de evindelige legitime-
ringsprocesser som udtryk for læreprocesser i det funktionelt differentierede samfunds selvfortsættende be-
stræbelser.
( "
Samfundsansvar er heller ikke – eller snarere: slet ikke – et Luhmann-begreb, men teorien giver rige mulig-
heder for en analytisk rekonstruktion, som jeg vil forsøge at vise det.
Samfundsansvar som den del af legitimiteten som kontingensregulator, der sætter socialiteten ind i den sam-
fundsmæssige kontekst; som sætter grænserne for tolerancen af ansvaret i forhold til ’samfundet’, synes såle-
des givet uproblematiseret, så længe det ikke skaber problemer for samfundets fortsættelse af sig selv – og
tematiseres omvendt i samfundets legitimeringsprocesser, når dets betydningsindhold ikke længere tages for
givent. Det står som begreb centralt i konflikterne og betydningsdannelserne omkring erhvervslivet. Således
anvender jeg ’samfundsansvar’ som samlebegreb for det semantiske felt, vi kan iagttage empirisk med be-
greber som bæredygtig udvikling, corporate citizenship, værdiledelse, etiske regnskaber, triple bottomline og
stakeholder dialog. Det er betegnelser, som i mit blik alle overvejende udspringer af samfundsdynamikker,
der kan tilbageanalyseres til iagttagelser, som tematiserer ansvar i forhold til ’samfundet’. I det empiriske
iagttagelsesfelt ser vi erhvervslivets samfundsansvar tematiseret i samfundets (de)legitimeringsprocesser si-
den 1960erne, og mod periodens slutning udtrykt i et stigende antal fora, regnskaber, modeller og retningsli-
nier for corporate social responsibility. Empirisk ser vi efterhånden også ændringer i betydningsindholdet –
som når den tidligere refererede undersøgelse i 2001 (Citat 130) viser, at den oprindelige sondring i erhvervs-
livet mellem samfundsansvar og indtjening er opløst i en bæredygtig virksomhedsmodel. Fra de konfliktende
iagttagelser i periodens start, som udtrykt fx i Friedman’s: ”Det er erhvervslivets samfundsansvar at tjene
penge” (Citat 13) når vi til en iagttagelse i erhvervslivet i 2002, hvor man anbefaler en ny og langt bredere
definition af samfundsansvar under mottoet ”CSR – because it simply works better” (INSEAD 2002) 123 .
Som oftest forbliver det imidlertid analytisk uklart, hvad der iagttages med tematiseringen af samfundsansvar
og samfundsansvarlighed – som i mit blik snarere aktiverer en længere række spørgsmål: Vi kan umiddelbart
se, at der med corporate social responsibility empirisk indikeres erhvervslivets ansvar i forhold til ’samfun-
det’; at der indikeres hensyn til specifikt miljø, mennesker, ’fællesinteressen’; til ’samfundet’ til forskel fra
erhvervslivet. Her aner vi paradokser og blindhed, når vi ikke analytisk kan identificere en fælles horisont,
men alene kan se samfundet som polycentreret i inkongruente uddifferentierede perspektiver; når vi kan se, at
erhvervslivet forstået som det økonomiske funktionssystem kan gøre fordring på at være samfundet – såvel
som de øvrige uddifferentierede perspektiver kan gøre det; når miljø og mennesker ikke kan ses som en del af
samfundet, men som omverden for samfundet. Og når tematiseringen af erhvervslivets samfundsansvar empi-
risk synes båret af forestillinger om overgribende samfundsnormer, og i øvrigt tenderer til at sætte skel mel-
lem organisation hhv erhvervsliv som særinteresse og samfund som fællesinteresse; hvordan kan vi så forstå
erhvervslivets samfundsansvar – når vi ikke kan fremanalysere muligheder for sådanne overgribende normer
hverken i samfundet som sådan eller imellem organisationen og det øvrige samfund, og når erhvervslivet kan
2 ! ! * " ; & + $ ! * & * ! + & ' ( )
+ *& ! % ; $ ! % @ % ' +
* & % * ! $ ; ' 1 ! * '