Grænser for ansvar - Susanne Holmström

) $
) ( / $ /
Efterhånden kan vi se forandringer i feltets semantik, som nu lægger afstand til fortiden og indikerer en ny
fase: “Since the 1960s/70s, CSO’s role evolved progressively...” (Citat 51). “Twenty years ago few compa-
nies had environmental policies. Today the environment is unquestionably a mainstream business issue"
(Citat 64). ”Support and dialogue is becoming more important than control” (Citat 62). “Tomorrow's
partnerships powerhouses will include those who are struggling against each other today” (Citat 39). Der
indgås partnerskaber mellem konfliktende logikker og verdenssyn – ikke for at opløse og forene perspektiver
i konsensus-orienteringens tegn, men for at forhandle sig frem ud fra en respekt for både de uddifferentierede
dynamikkers forskellighed og samspil. Independensen respekteres som en forudsætning for interdependensen
– og omvendt.
Hvor man her i en handlingsteoretisk tilgang ville fremskrive, at ”aktørerne i feltet ændrer strategi”, så ser jeg
udviklingen som dynamiske læreprocesser, hvor kommunikationen søger derhen, hvor den vinder tilslutning,
og efterhånden fortættes og stabiliseres.
Det har flere konsekvenser: Dels, at fjendebilleder og skarpe konfliktperspektiver, som svækker det kommu-
nikative tilslutningspotentiale, afløses af partnerskaber og det, jeg vover at kalde konsensus om konflikt.
Dels, at varierende forventningsstrukturer – afvigelser fra de konventionelle normer – retenteres (tilbagehol-
des), hvor de øger den kommunikative tilslutning. Dels tendensen til en stabilisering af den alternative kom-
munikation i organisationer og i funktionsdifferentieret kommunikation: Også protestkommunikationen anta-
ger funktionelle træk.
Som bærende træk for fasen indkredser jeg den særlige socialsystemiske selviagttagelsesform refleksion (jf
V.3.2.2), og vil her pege på tre interrelaterede mønstre: For det første, at gentagne irritationer fører til reso-
nans og muligheden for en åbning i erhvervslivet. For det andet, at kommunikation, der mislykkes igen og
igen, ofte fører til kommunikation over kommunikation – refleksion 208 . For det tredje, at efterhånden evolve-
rer et nyt ’baggrundstæppe’; en ny samfundsselvbeskrivelse, hvilende i en begyndende polycentrisk forståel-
se.
Grænserne sættes til forhandling. Denne forhandlingskommunikation forudsætter i mit blik refleksion. Det er
i refleksionen, vi skal finde den åbning, der muliggør selektion af variationer, hvor der i den kontra-aktive fa-
se i erhvervslivet blev lukket af for variation. Gennem en re-entry af grænsesondringen ’system omverden’
iagttager systemet sig selv ud fra sin konstituerende grænse, fremstiller den som kontingent enhed og sam-
menligner den med alternative muligheder. Samtidig betyder refleksion en større og anderledes sensitivitet
over for omverdenen, end vi så i den kontra-aktive fase.
Jeg forstår her refleksion som den type kommunikation, der systeminternt kan modsvare offentlighedsoptik-
ken. Men med udgang i refleksionsbegrebet bliver det også muligt at fremanalysere de systemprocesser, der
ændrer omverdenskonstruktionen fra offentligheden til forhandlingsfora og efterhånden stakeholdermodeller.
For i refleksionen stiger iagttagelsen til en 2. ordens position og anlægger et bredere perspektiv, ’ser sig selv
udefra’. På den måde indebærer refleksion, at et socialsystem på den ene side finder sin egen identitet, og
= #K * % ! $ ! & + $ & !* " * ' %
! & * " ! * " ; ! ! ! & " + * * )
!* ' ! " #$
- % 7= . = 0
283