Grænser for ansvar - Susanne Holmström

ganisationssystemerne er afgrænset af egne sondringer og først og fremmest indrettet på egen fortsættel-
se. Netop fordi organisationer er autopoietiske, kan samfundet her søge aflastning. Det er ud fra deres
autopoietiske lukkethed, organisationer kan fungere som interdependens-afbrydere, altså modvirke, at
hele økonomisystemet sættes i svingninger, fordi en erhvervsvirksomhed sætter indtjeningen over hen-
synet til miljø og mennesker.
18. Mere og anderledes legitimering: På niveauet for organisationer indebærer refleksion selvrestriktion
under hensyn til deres stakeholders for at sikre organisationens egen eksistens og udvikling på det længe-
re sigt – dens ’license to operate’. Den kontinuerlige legitimerende praksis antager en eksistentiel betyd-
ning, og dermed en markant mere væsentlig rolle end tidligere. Videre adskiller kravene til den legitime-
rende praksis sig afgørende fra tidligere, og fører til en markant stigning i kompleksiteten i forhold til en
voksende række omverdenssystemer – udtrykt fx i public relations, kriseberedskab, issues management,
stakeholder-regnskaber.
19. Mono- eller polyvalens: Organisationer er polyvalente, polygene – men har overvejende reference i et
funktionsprimat, og det er i organisationer, funktionsgrænserne må forsvare sig. Når der tales om at ind-
føre ’flere værdier’ i erhvervsvirksomheder, skal vi således være opmærksomme på funktionssystemer-
nes robuste karakter. Evolutionen vil næppe opgive sine tilkæmpede kommunikationsveje, så vi vil næp-
pe se en ’regression’ til multifunktionelle indretninger – men vi kan tale om en udvidelse af iagttagelses-
skematikken både gennem en refleksiv omprogrammering af funktionsprimaten og af det specifikke or-
ganisatoriske perspektiv.
20. Evolution i stadier: Ændringerne ses løbe igennem en særlig evolutionær proces, over stadierne stabili-
tet-variation-selektion-retention-restabilisering, hvor jeg tilsvarende deler den iagttagede periode i en
konventionel, kontra-aktiv, refleksiv, god praksis og nykonventionel fase. Faserne kan fremanalyseres på
både perspektiverne totalsamfund, funktionssystem og organisationssystem. Totalsamfund: På total-
samfundsplanet kan vi se, hvordan de givne legitimitetsforståelser udfordres af alternativ kommunikati-
on og først fører til konflikter og kontra-aktive kampe i 1. ordens iagttagelsen. Så glider evolutionen over
i 2. ordens refleksive forhandlinger, som vi ser aflaste sig i nye forventningsbilleder. Funktionssystem:
Her ser vi en bevægelse fra 1) de fast lukkede stabiliserede funktionssystemer i den konventionelle fase
til 2) presset på independensen fra funktionssystemernes stigende gensidige interdependens i den kontra-
aktive fase, videre til 3) en stigende iagttagelse af den gensidige interdependens mellem samfundets for-
skellige funktionsområder i den refleksive fase, som afklares med vægtning af independensen som for-
udsætning for interdependensen, og 4) som stabiliserer sig som baggrundsbillede i ’god praksis’ stadiet,
og endelig 5) et nyt stabiliseret refleksivt mønster i den nykonventionelle fase. Organisationsniveau: På
organisationsniveau kan vi iagttage, hvordan de successive stadier i evolutionen af et refleksivt virksom-
hedsparadigme har hver sin særlige praksis. Processen begynder med en udfordring af det konventionelle
paradigme, som fremprovokerer 1. ordens kontra-aktion, og gradvis motiverer en 2. ordens refleksiv er-
hvervspraksis, som aflaster sig i god praksis og stabiliserer sig i en ny konvention som refleksivt virk-
somhedsparadigme.
21. Evolutionært samspil mellem dimensionerne: Tilsvarende kan vi se, hvordan de tre interrelaterede
dynamikker spiller sammen over de successive evolutionære stadier. Først er det selve samfundsstruktu-
ren, der sættes til debat. Så forhandles der polykontekstuelt funktionssystemerne imellem om grænse-
sætninger. Endelig implementeres reprogrammeringerne i organisatoriske rutiner.
22. Aflastning og afparadoksering i stabiliserende forventningsstrukturer: Idealet for det ny virksom-
360