Grænser for ansvar - Susanne Holmström

et i samfundets forskellige kommunikative netværk. Vi kan ikke tale om normer, der griber over kommuni-
kationssystemers grænser.
For det femte ’legitimitet omfangsrig information’ for at indikere, at legitimitet er en funktionel ækvivalent
til ’megen konkret information’ (Luhmann 1969/1993:32), og derved reducerer den samfundsmæssige kom-
pleksitet som en aflastende og tidsbesparende funktion for de kommunikative processer. Opfattes en virk-
somhed eller humanitær organisation som legitim, behøver jeg færre oplysninger, før jeg hyrer dem som un-
derleverandører eller køber deres produkt hhv lader mig hverve som medlem eller tager deres råd. Når jeg
begynder at tvivle på min banks legitimitet (efter at have hørt om prikkerunder, gebyrklager, dårlig finansiel
rådgivning), kræver jeg omvendt mere information, før jeg tager deres råd, køber deres produkt. Således vil
jeg også pege på, at vi i den iagttagede periode har kunnet se problemer med den konventionelt givne legiti-
mitet og dermed ændringer i forholdet mellem information og legitimitet. Vi ser i perioden krav om større
’åbenhed’, større ’transparens’.
For det sjette indikerer jeg legitimitet ud fra sondringen ’legitimitet individuel accept’. Legitimitet skal altså
ikke hentes igen og igen, men skal ses som en ’generaliseret anerkendelse’ mindre end som ’motiverede
overbevisninger’, og kan ’typisk forudses uden for megen konkret information’. Her med den tilføjelse, at da
Luhmann fremkom med sin legitimitetsanalyse i 1969, hvilede legitimitet ifølge mine fremanalyseringer (og
også – om end i andre teorirammer – fx hos (Antonsen og Jensen 1992) fortsat overvejende i konventioner.
Først omkring den tid blev den konventionelle legitimitet forankret i de stabiliserede funktionssystematikker
udfordret, og først siden har vi set den evolution af nye, refleksive legitimeringsformer, som jeg ser som det
typiske træk i den iagttagede periode, hvor der netop spørges til begrundelser og hvor den ’generaliserede an-
erkendelse’ ikke ligger som en så given (om end altid konstant foranderlig) forhåndsaccept, som Luhmanns
1969-overvejelser synes at antyde.
For det syvende indikerer jeg ’legitimitet tillid ’, hvor legitimitet og tillid ikke paralleliseres, men tillid ses
som et produkt af legitimitet. Tillid fremanalyseres i socialsystemteorien som den sikkerhedsstrategi, der får
forskellige sociale horisonter til at turde knytte an til hinanden på trods af usandsynligheden, på trods af den
manglende konkrete viden om, hvordan den anden part ræsonnerer. Altså som en funktionel ækvivalent til
sikker viden. Kommunikationssystemer har i sig selv den basale funktion at indsnævre forventningshorison-
ten; at stoppe den uendelige regres i den dobbelte kontingens – og dermed skabe tillid, så de forskellige soci-
ale horisonter ego og alter vover at knytte an til kommunikationer. I vores komplekse samfund kan vi yderli-
gere fremanalysere tillid som en sikkerhedsstrategi og funktionel ækvivalent til både lovgivning og sikker vi-
den (Luhmann 1984/2000:170; Holmström 1996/1997:88ff). Jeg vil her efterhånden fremanalysere, hvordan
vi også kan forstå den refleksive tillid som en sikkerhedsstrategi, der vokser frem som et generelt træk i sam-
spillet mellem samfundets uddifferentierede kommunikationssystemer i den iagttagede periode. Denne re-
fleksive tillid baserer sig netop i komplekse polykontekstuelle legitimeringsformer.
For det ottende indikerer jeg legitimitet til forskel fra samfundsansvar. Begreberne kan i analytisk forstand
sidestilles, fordi legitimeringsbestræbelser ser ud til at være et led i samfundets selvfortsættende læreproces-
ser; en kontekst, vi også kan inddrage tematiseringen af samfundsansvar i, som jeg vil fremanalysere det i
næste del – men ud fra to delsondringer: For det første ses legitimitet som en analytisk kategori til forskel fra
samfundsansvar som et tema, vi empirisk ser præge kommunikationen. For det andet refererer samfundsan-
svar specifikt til legitimitet i det større samfundsmæssige perspektiv, til forestillinger om helhedsperspektiver
og fælles skæbne (Citat 45), dvs ”et generaliseret beredskab til at acceptere indholdsmæssigt endnu ubestem-
te beslutninger inden for visse toleransgrænser” (Luhmann 1969/1993:28) i forhold til ’samfundet’, mens le-
163