Grænser for ansvar - Susanne Holmström

fredsstillelse meget let føre til dels langsigtet nedbrydning af forbrugernes helbred og dels hensynsløst forbrug af knappe,
naturgivne ressourcer, ligesom økologiske hensyn tilsidesættes.
Uanset om man tager udgangspunkt i en ortodoks eller modificeret konfliktmodel, kan det herefter postuleres, at der er
realisme i det tagne udgangspunkt, nemlig eksistensen af konflikter mellem virksomhedens mål og omverdenens (herunder
forbrugerens) ønsker.
Citat 12: Det iagttages i 1982 af erhvervsøkonomer som et brud på det fremherskende ’marketing concept’, at det kan
blive afgørende for erhvervslivet at se på andet end indtjening i målsætningen. (Christensen, Dalum et al. 1982:16-17).
Den konventionelle politiske regulering af erhvervslivet strammes i 70erne, i Danmark bl.a. med etableringen
af Forbrugerrådet, forbrugerombudsmandsinstitutionen, købeloven og markedsføringsloven.
Konfliktforhold mellem erhvervslivet og store dele af det omgivende samfund øges op gennem 70erne. I
USA beskriver Nobelpristageren i økonomi, Milton Friedman i en ofte citeret artikel i New York Times i
1970 det daværende opinionsklima som præget af en udbredt aversion imod ’kapitalisme’, ’profit’, ’virksom-
heden uden sjæl’ og erklærer, at virksomhedernes samfundsansvar er at øge indtjeningen:
The Social Responsibility of Business Is to Increase Its Profit
What does it mean to say that the corporate executive has a "social responsibility" in his capacity as businessman? If this
statement is not pure rhetoric, it must mean that he is to act in some way that is not in the interest of his employers. For
example, that he is to refrain from increasing the price of the product in order to contribute to the social objective of preventing
inflation, even though a price increase would be in the best interests of the corporation. Or that he is to make expenditures
on reducing pollution beyond the amount that is in the best interests of the corporation or that is required by
law in order to contribute to the social objective of improving the environment. Or that, at the expense of corporate profits,
he is to hire "hardcore" unemployed instead of better qualified available workmen to contribute to the social objective
of reducing poverty. In each of these cases, the corporate executive would be spending someone else's money for a general
social interest. Insofar as his actions in accord with his "social responsibility" reduce returns to stockholders, he is
spending their money. Insofar as his actions raise the price to customers, he is spending the customers' money. Insofar as
his actions lower the wages of some employees, he is spending their money. (...) But if he does this, he is in effect imposing
taxes, on the one hand, and deciding how the tax proceeds shall be spent, on the other. (...)
To illustrate, it may well be in the long run interest of a corporation that is a major employer in a small community to devote
resources to providing amenities to that community or to improving its government. That may make it easier to attract
desirable employees, it may reduce the wage bill or lessen losses from pilferage and sabotage or have other worthwhile
effects. (…) In each of these - and many similar - cases, there is a strong temptation to rationalize these actions as
an exercise of "social responsibility." In the present climate of opinion, with its widespread aversion to "capitalism,"
"profits," the "soulless corporation" and so on, this is one way for a corporation to generate goodwill as a by-product of
expenditures that are entirely justified in its own self-interest.
Citat 13: Uddrag af en af de siden hyppigst citerede artikler i den nyere tematisering af erhvervslivets samfundsansvar,
Nobelpristageren Milton Friedman’s "The Social Responsibility of Business Is to Increase Its Profit" i New York Times
Magazine i 1970. Friedman argumenterer for, at 1) erhvervslivets samfundsansvar er at øge i indtjeningen og 2) skal erhvervslivet
udvise samfundsansvarlighed, så ud fra egeninteressen. Uddrag af (Friedman 1970).
Situation iagttages som endnu mere udpræget i Europa: ”Amerikanske – og måske i endnu højere grad euro-
pæiske – erhvervsfolk beklager sig til stadighed over offentlighedens ’fjendtlige indstilling til erhvervslivet’”
(Citat 22), og i erhvervslivet taler man imageproblemer, troværdighedskløft.
I en undersøgelse i 1984 giver ’befolkningen’ danske virksomheder dumpekarakter på dimensionen sam-
fundsansvar – forstået som ’tænker ikke kun på fortjenesten, men også på mennesker’. Det er tilsyneladende
jomfruelig jord for hovedparten af de danske virksomheder, men især fra professionelle kommunikatører og
den erhvervsøkonomiske forskning opfordres virksomhederne til at tage større hensyn til området af hensyn
til deres ”samlede image”:
Virksomhederne opnår meget få points inden for hovedområdet samfundsansvar. Meget få virksomheder har prøvet og
formået at skabe sig en profil på dette område. En række virksomheder, heriblandt olieselskaberne, opnår i gennemsnit
minuspoints på dette hovedområde, hvilket er meget sjældent i imageundersøgelser. (...) Samfundsansvar kan antages at
115