Grænser for ansvar - Susanne Holmström

)
Vi kan altså forstå moral, protest og offentlighed som særlige optikker, der hver på sin måde irriterer sam-
fundets dominerende, funktionsdifferentierede kommunikation. I den evolutionære analyse (del VI;VII) vil
jeg vise, hvordan samfundets funktionsspecifikke kommunikation optager disse forstyrrelser i sig i bestræ-
belserne på at opretholde sine grænser – og dermed det funktionelt differentierede samfund. Men først vil jeg
i dette kapitel udfolde, hvordan der i den funktionsdifferentierede og afledte organisatoriske kommunikation
– med fokus på erhvervslivet, økonomien – er installeret muligheder for tilpasning; atter: Til sig selv. Tilpas-
ning relateret til forstyrrelser i omverdenen – den samfundseksterne såvel som samfundsinterne omverden –
sker altid selvreferentielt; men jeg vil også pege på, hvordan disse tilpasninger tilsyneladende altid bærer nye
problemer i sig. Problemet bliver i det funktionelt differentierede samfund; når omverdensbelastningerne
synliggøres; når independenserne vokser sig gensidigt afhængige – hvordan socialsystemer udvider deres
iagttagelsesskematik, deres sensitivitet, uden at nedbryde grænser. Det bliver her et spørgsmål om at udbyg-
ge den systeminterne kompleksitet, så systemerne kan iagttage og kommunikere over belastningsproblema-
tikken.
Kapitlet aktiveres således af nogle ledende spørgsmål:
1) Den funktionsdifferentierede og den organisatoriske kommunikation foregår selvreferentielt efter særlige
principper. Hvordan kan optikkerne moral, protest og offentlighed overhovedet opnå relevans i den domine-
rende kommunikation? Vi kan empirisk se, at disse alternative optikker føres ind i den funktionsspecifikke
kommunikation først og fremmest gennem nyhedsmedia, og tilsvarende, at ”enhver type kommunikation i
stigende grad bliver bearbejdet journalistisk ikke mindst for at sikre gennemslagskraft i medierne” (Hjarvard
1995:23). Men hvordan kan de øvrige funktionssystemer være følsomme over for den nyhedsmediale kom-
munikation?
2) Hvordan kan vi tale om gensidig sensitivitet mellem funktionelt differentierede områder, som er lukkede
omkring hver deres verdenssyn? Når vi kan iagttage samfundet som et usandsynligt samspil af ekstrem uaf-
hængighed og tilsvarende afhængighed – hvordan kan vi så fremanalysere mulighedsbetingelserne for inter-
dependensen mellem disse independente, lukkede systemer?
3) Hvis postulatet er, at både optikkerne moral, protest og offentlighed rent faktisk finder resonans i den
funktionsdifferentierede kommunikation; og hvis tilsvarende postulatet er, at funktionssystemerne er mere
sensible i forhold til hinanden end nogensinde; at samfundet er mere sensitivt og følgelig mere irriteret end
nogensinde; hvordan kan vi så se samfundet bearbejde og absorbere denne hyperirritation; dvs undgå, at
grænser nedbrydes, at de sociale processer løber løbsk?
Jeg vil først indkredse den øgede sensitivitet i samfundet, som sandsynliggør mit senere forslag om ændrede
reguleringsformer som polykontekstreferentiel selvlegitimering, og tilsvarende forklarer den øgede sensitivi-
tet i forhold til nyhedsmedia; så introducere muligheden for reprogrammeringer af den funktionelle iagtta-
gelsesskematik med grænsen i behold for at illustrere det funktionelle ændringspotentiale; herefter vil jeg in-
troducere refleksion som et markant evolveret nyere træk i de uddifferentierede funktionssystemers iagttagel-
sesprogrammer for øget sensitivitet, og pege på aflastning og stabilisering i rutiner; og endelig skitsere den
refleksive dynamik, der absorberer konflikter og protester og tilsyneladende stabiliserer og sikrer det funkti-
onsdifferentierede samfund – en dynamik, som jeg udfolder nærmere i analysen på den temporale dimension
i del VI og VII.
235