Grænser for ansvar - Susanne Holmström

det et livsverdensbaseret fornuftspotentiale; også protestkommunikation afgrænses som selvreferentielle,
selvorganiserende systemprocesser.
Mit forslag er således ikke, at vi afliver disse begreber, men rekonstruerer dem i sociologiens polycentriske
paradigme. Jeg vælger altså ikke at begræde tabte kvaliteter, som korrelerede med en antropocentrisk sam-
fundsbeskrivelse. Men derimod ser jeg på, hvordan offentlighed, moral og protestbevægelser i dag rekonstru-
eres som funktionelle ækvivalenter til tidligere former i en polycentreret samfundsformation.
I min rekonstruktion bevæger jeg mig fortsat i Luhmanns teoretiske univers, men relaterer mig også til andre
systemteoretiske forskere, hhv Krohn (Krohn 1999) og Baecker (Baecker 1996).
For mig er der med moralkommunikation, protestkommunikation og offentlighed – selv om begreberne ofte
behandles i flæng – tale om væsensforskellige sociale optikker og dynamikker. Som jeg ser det, er den afgø-
rende forskel dels, at vi kan iagttage moral og protestkommunikation som 1. ordens iagttagelser, og offent-
ligheden som 2. ordens iagttagelse.
Mens vi kan lokalisere protestmoralen i sociale bevægelser og se en videreudvikling i den iagttagede periode
mod organisering i NGOere, gælder en anden dynamik for offentligheden som en optik, der ikke organiserer
sig, men kan sættes ind overalt. Det kan også ske både i og via nyhedsmedia, uden at vi derfor kan forstå det
nyhedsmediale system som mere eller mindre sidestillet med offentligheden. Så langtfra: Nyhedsmedia ’ud-
nytter offentlighedens formkontingensviden’, som Baecker (Baecker 1996) udtrykker det, men helt efter sine
egne selvreferentielle kriterier.
Det, der bliver interessant i mit blik, er dels at kunne rekonstruere disse optikkers funktioner og ydelser i legi-
timeringsprocesserne i den iagttagede periode, men også at iagttage, hvordan samfundssystemet på den ene
side installerer disse optikker, på den anden side immuniserer sig over for dem. Samfundssystemet har ind-
byggede forsvarsmekanismer ikke kun mod protest og moral – men også mod offentligheden, fordi:
* 2
8
! (;;= ! (;%$(#+%
Jeg vil således pege på, at betydningsdannelsen i og omkring organisationer foregår i et langt mere komplekst
samspil af forskellige optikker og systemreferencer og med anderledes drivende sociale kræfter, end det
overvejende indfanges til dels i den forskning, der angår forholdet mellem virksomhed og omverden i sidste
halvdel af 1900-tallet, og helt afgørende i praksis-iagttagelser. Det sidste kan ikke overraske, når vi indtænker
de autopoietiske beslutningsprocesser. Forskningen generelt og mit teoretiske blik specifikt undgår naturlig-
vis heller ikke en kompleksitetsreduktion for at kunne opbygge ny kompleksitet 158 .
" " ,
Etik- og moralbegreber, der hviler i tidligere samfundsdifferentieringer og dermed forestillinger om fælles-
menneskelige normeringer og ’substantielle’ værdier, er i et funktionelt differentieret samfund vanskeligt at
få greb om som andet end en lidt diffus erklæring om gode hensigter. Kollektivt delte værdier og dermed
etik, som gør fordring på universel samfundsmæssig commitment, holder ikke stand over for en polycentreret
/= K ! & 2 ! $ ! ! + ! ! ; %
! ! + & ) & ! ! " ! ! & ! ! )
& ! ! ! " @ + " & ! " % + ;+ )
; ! , 6 !' ! + + 77 0@ "* ! ! , 6 E
77=0& % ) ! " ! " ! " ; & + ! !% + )
'
212