Grænser for ansvar - Susanne Holmström

B + 7 5
Men selv om organisation som systemprincip følgelig kan ses som emergeret for at aflaste og udvide sam-
fundets kompleksitet, så betyder det ikke, at vi kan gå ud fra en løbende organisatorisk tilpasning til samfun-
det. Tværtimod. Organisationer er som andre socialsystemer autopoietiske og forstås først, når man går ud fra
selvorganiseringens princip:
E $ * !
"### $+B%
Når systemdannelse kommer i stand gennem operativ lukning og autopoietisk reproduktion, tjener organisa-
tioner intet ’højere mål’. De er ikke koncentrationer af samfundsmæssig rationalitet: De trækker grænser og
reproducerer dem. De breder sig og udsætter sig dermed for fortsat evolutionær selektion. Organisationer bli-
ver utilforladelige, men robuste systemer, som etablerer sig i samfundet uden at tjene det (jf Luhmann
2000a:379).
Luhmann taler om ”risikoen for dissipative strukturer” (Luhmann 2000a:413), og organisationer som selvor-
ganiserende, selvtematiserende størrelser giver styringsproblemer i det moderne samfund, men omvendt bli-
ver deres lukkethed – som hverken skal forstås som kausal isolering eller ufølsomhed – forudsætningen for
deres funktion som interdependens-afbrydere. Igen ser vi et billede, hvor modsætninger mødes og uroen hol-
der samfundsdynamikken i gang. Men med et samfund som det her beskrevne med udgang i autopoietiske
systemer må både problematikken og styringsbegrebet rekonstrueres i forhold til gængse overvejelser.
Problematikken er for mig ikke organisationssystemernes fortsættelse. Jeg ser ikke den evolution, der er mit
iagttagelsesfelt, som aktiveret af organisatoriske problematikker – men som aktiveret af selve samfundets
formprincip, hvor organisationer kan forstås som evolveret som aflastning. Men i min analyse må jeg tage
hensyn til organisationssystemerne som autopoietiske og derfor afgrænset af egne sondringer og først og
fremmest indrettet på egen fortsættelse. Styringsbegrebet for autopoietiske organisationer må altid forstås
som en eller anden form for selvregulering. Hverken ’samfundet’ eller et af funktionssystemerne – som i en
traditionel forståelse politikken – har en priviligeret position.
Samfundet kan forlade sig på denne mulighed for irritation og kompleksitetsforarbejdning i det særlige orga-
nisatoriske systemprincip. Men samfundet kan ikke bestemme, hvordan den organiserede kommunikation re-
aliserer sig. Det kan kun besluttes i samfundet gennem organisationssystemerne:
2 ! "### $)