Grænser for ansvar - Susanne Holmström

egne betingelser. Ser vi hensynet til miljø, mennesker eller fællesinteresse som betydningen af tematise-
ringen af samfundsansvar, ser vi ikke den sociale dynamik, der er den egentlige drivkraft. Samfundsan-
svar rekonstrueres som en funktion, der er snævert knyttet til samfundets selvbevarende dynamikker,
som samfundets ansvar for sig selv – dvs ansvaret for en fortsættelse af kommunikationsprocesserne,
hvor det bliver bæredygtig udvikling at undgå at hæmme eller blokere kommunikationsprocesserne, så
samfundet ville betegne en regrederende bevægelse mod fremtiden.
15. Samfundsansvar som skiftende betydning: Samfundsansvar tematiseres omvendt i samfundets legiti-
meringsprocesser, når betydningsindholdet skaber problemer for samfundets fortsættelse af sig selv. Som
begreb skifter det form og betydningsindhold, efterhånden som det funktionsdifferentierede samfund
evolverer, og modsvarer de vekslende problemer med at fortsætte kommunikationsprocesserne. Under
opbygningsfasen af det funktionsdifferentierede samfund bliver det samfundsansvarets ydelse at opbyg-
ge en stærk independens; styrke de autonome funktionelle dynamikker. Når de funktionelle independen-
ser vokser sig så stærke, at det tilsvarende forudsætter stærke interdependenser, udfordres betydnings-
indholdet. Det bliver samfundsansvarets ydelse at aktivere en refleksiv selviagttagelse i systemerne som
independente i en større interdependent sammenhæng. Endelig restabiliseres samfundsansvaret i et be-
tydningsindhold, hvor det gælder som ansvarlig at være independent under hensyntagen til interdepen-
densen. Således kan vi med tilgangen forstå, at funktionssystemers samfundsansvar i visse stadier af
samfundets evolution opfylder sin funktion ved at aktivere et snævert selvreferentielt focus – og på andre
stadier opfylder sin funktion ved at aktivere et bredere omverdenshensyn, en polykontekstuel reference.
16. Økonomiens reprogrammering: Økonomisystemets funktion og lededifference forbliver uforandret i
evolutionens læreprocesser – som kan forstås netop som et forsvar for lededifferencen – imens økonomi-
en ændrer sin programmering. Iagttagelsesskematikken udvides; lededifferencen styrkes. Den refleksive
selviagttagelse bliver en del af økonomiens selvprogrammering; vi ser, som refleksionen evolverer,
hvordan økonomiens forståelse af sit samfundsansvar som opfyldt med den monokontekstuelle økono-
miske selviagttagelse skifter til et polykontekstuelt omverdenssyn – til et samfundsansvar baseret i èn-
lightened self-interest’. Temaer, som i det konventionelle økonomiske paradigme blev set som ‘ekstra-
økonomiske’ – miljø, menneskerettigheder, dyrevelfærd mv – bliver ’core issues’ i det refleksive øko-
nomiske program. Den refleksive programmering indebærer en selvrestriktion under hensynet til inter-
dependensen til specifikke omverdenssystemer – for at sikre egen independens og dermed eksistens. Fra
refleksivitetens monokontekstuelle verdenssyn og monovalente funktionelle reference, som illustreret fx
med distinktionen ’profit people, planet’ – reprogrammeres økonomien mod refleksionens polykon-
tekstuelle verdensbillede; fortsat med forankring i monovalensen, men med en sensitivitet over for andre
værdier som fx illustreret med sondringen ’people, planet, profit no profit’. Independensen er styrket
under hensyntagen til interdependensen.
17. Dobbeltpres på organisationer: Periodens legitimeringspres på erhvervsvirksomheder om at påtage sig
et øget samfundsansvar ser jeg som nedslag af tematiseringen af økonomiens belastningsproblemer, men
hertil kommer yderligere tre interrelaterede forhold: Det ene er det organisatoriske formprincips udbre-
delse – og dermed den organisatoriske kommunikations øgede belastning af omverdenen. Det andet er
det organisatoriske formprincips krav om medlemskab for inklusion og dermed latente belastning af det
psykiske system, gennem inklusion såvel som gennem eksklusion. Det tredje er interrelationen mellem
organisationers fundering i beslutningskommunikation og risikosamfundets tematisering af beslutnin-
gens kontingens. Tilsvarende ser jeg ikke kausalsammenhængen mellem ’independens interdependens’-
paradokset på funktionsniveau og nedslaget på organisationsniveau som hverken lineær eller ligetil. Or-
359