Grænser for ansvar - Susanne Holmström

) " ) 5
For nyhedsmedias rolle i feltet vil jeg pege på nogle interrelaterede træk. Det nyhedsmediale system må selv
se sig udsat for et kritisk blik på sine grænsers kontingens. Med Brent Spar som det ultimative eksempel er
det i flere nyhedsmedialt kommunikerede enkeltsager oplevet, hvor omfattende og fordrejet en resonans den
nyhedsmediale kommunikation kan aktivere i andre funktionssystemer over sine funktionsspecifikke selekti-
onskriterier.
Efterfølgende ser vi adskillige eksempler på, at det bliver risikoen for resonans i mediedækningen snarere
end den egentlige risiko for omverdensbelastninger, der bliver lagt til grund for beslutningspræmisser ikke
kun i erhvervslivet, men også i politiksystemet og i protestmoralsk kommunikation.
Som jeg ser det, fører det til tre veje.
Den første vej er, at samfundets øvrige iagttagere indgår i stærkere strukturelle koblinger med nyhedsmedia,
altså en slags partnerskaber eller alliancer, hvor vi i den kontra-aktive fase i erhvervslivet så et billede af ny-
hedsmedia som fjenden. Nu optræder fremtrædende erhvervsjournalister som rådgivere på erhvervslivets
konferencer, og virksomhedernes kommunikation med omverdenen får i stadig større omfang tilføjet et mel-
lemled af public relations- og informationsmedarbejdere med en journalistisk baggrund: ”Samfundets øvrige
aktører planlægger deres handlinger og udtalelser ud fra bevidstheden om, at de har mediernes potentielle be-
vågenhed” (Citat 49). Det kan tolkes dels som udtryk for den refleksive fases forhandlingsmønstre og 2. or-
dens partnerskaber. Omvendt kan det tolkes som tegn på, at nyhedsmedia tenderer til at lukke sig om sig
selv 210 i en grad, der aktiverer en ekspressiv 1. ordens resonans i stedet for refleksiv resonans i det øvrige
samfund. Som jeg ser det, fører denne vej direkte videre til det ureflekterede god praksis-stadie.
Den anden vej, som jeg ser som prototypisk på den refleksive fases forhold til nyhedsmedia, er feltets for-
handlingsfora og alliancer uden om nyhedsmedia 211 .
Den tredje vej er den offentlighedsoptik, hvis formkontingensviden nyhedsmedia selv er storforbruger af, og
som nu rettes mod nyhedsmedias egne grænser. Det er nyhedsmedias særlige selektionskriterier, hvis nød-
vendighed der stilles spørgsmål ved, hvor krig og konflikter synes tematiseret frem for forhandling, hvor
brudstykker og enkeltsager selekteres i stedet for den større sammenhæng. Her oplever vi nyhedsmedias van-
skeligheder ved at applicere offentlighedens optik på sig selv. For en systemteoretisk tilgang, se Baecker
(Baecker 1996). Her vil jeg ikke føre denne analyse videre, blot lægge an til en fremanalysering af den for-
drejede resonans, basalt selvreferentiel nyhedsmedial kommunikation kan medføre i samfundets øvrige funk-
tionsområder.
) )
Gradvis finder en ændring sted i erhvervslivets iagttagelsesoptik. Når den ene krise, konfrontation, boykot
osv efter den anden har akkumuleret irritationer, indledes der læreprocesser i den udsatte del af erhvervslivet,
som åbner op for den refleksive selviagttagelse. Vi har set, at erhvervslivet i den kontra-aktive fase har for-
svaret grænsen ved at fastholde sin independens med den konsekvens, at grænserne fortsat er sat under pres.
Med den refleksive fase skifter erhvervslivet strategi 212 og går ind på forhandlinger om grænserne. Som jeg
D ! . D " ! ;% $ ' 3 ! % + * 2 !
+ * !% ! ! % ! ;% !& + !
" ! ' 3 2 77/' ! * ! ;)
'
3 6 4: : 4 ,: & A & ' 77 0'
3 ! % & 2 ! ; " ! " ! " 4 ! 4 + & * '
! ";!! + " " + * ! '
287