Grænser for ansvar - Susanne Holmström

ner som systemprincip til at ’opfange turbulenser, danne trinfunktioner og dermed nå ultrastabilitet’
(Luhmann 2000a:412) – men uden at samfundet herefter kan gribe direkte ind, når systemdannelsen først er
gået i gang. Det er i organisationer, samfundets belastningsproblemer koncentreres, hvor de bearbejdes ifølge
de uddifferentierede organisationers autopoiese og specifikke beslutningspræmisser. I organisationssystemer
er funktionskoderne konstant under lup ’lokalt’, uden at hele samfundets kommunikation kortsluttes. Og i det
perspektiv kan vi forstå det som funktionelt, at den omfattende kompleksitet, som samfundets funktionelt ud-
differentierede struktur frembyder, reduceres til enkeltsager, skandaler, legitimitetskriser koncentreret om
enkeltorganisationer i stedet for en bred tematisering i samfundskommunikation, som kontingenssætter de
funktionelle grænser.
Organisationer bliver både en problemløsning – her aflaster de store samfundsturbulenser, der kan ryste det
funktionsdifferentierede samfund i sin grundvold, sig i mange små irritationer, og det vil være her, vi ser
samfundets relegitimeringsprocesser sprede sig i et utal af mindre legitimitetskriser. Men organisationen bli-
ver også et problem: Organisation har som den form, der er kendetegnet ved at kommunikere over beslutnin-
ger, sine egne specifikke legitimitetsproblemer.
" " = $
Samfundsansvar er fremanalyseret som et specifikt tema, som over vekslende sondringer former en promi-
nent del af samfundets legitimeringsprocesser omkring og i erhvervslivet i en historisk periode i evolutionen
af det funktionsdifferentierede samfund. Foreløbig har jeg analytisk indkredset samfundsansvaret som sam-
fundets ansvar for sig selv – og i det funktionsdifferentierede samfund nærmere: De uddifferentierede funkti-
onssystemers ansvar for sig selv, og det vil sige fortsættelsen af de funktionssystemspecifikke kommunikati-
ve processer. Ved at relatere samfundsansvaret til den funktionelle differentiering træder en række pointer
frem, jeg vil bære videre i analysen:
Præmisserne for fremanalyseringen af samfundsansvar i det funktionsdifferentierede samfund til forskel
fra præmisserne under tidligere samfundsformationer, hvorfra vi kan forvente overleverede forestillinger.
Det vil sige, at vi i en periode sandsynligvis vil kunne se samfundsansvar i det polycentrerede samfund
iagttaget på antropocentriske præmisser; det vil give symptomer som konflikter og kriser omkring sam-
fundets trivsel og forståelsen af ansvar i samfundet. Før forestillingen om den polycentrering, som den
funktionelle differentiering fører med sig, er slået igennem som samfundets dominerende selvbeskrivel-
se, hviler samfundet i forestillinger om muligheden af en top, et centrum, en fælles interesse, som gør
konsensus og overgribende normer til idealet. Det står i modsætning til mulighederne i det funktionelt
differentierede samfund og genererer konflikter. Først når samfundets selviagttagelse har indhentet sam-
fundet, hvor konflikt ses som grundvilkåret i samfundets fortsættelse, kan vi sandsynliggøre en slags
konsensus – konsensus om konflikt. Jeg vil vise det i fremanalyseringen af evolutionen i del VI og VII.
Evolutionen af det funktionsdifferentierede samfund stiller på sine forskellige stadier forskellige betin-
gelser for samfundsansvaret som en funktion, der beskytter samfundet.
Samfundsansvarets funktion som bevarelse af de funktionelle grænser – ikke nedbrydning: Ved analysen
af problemstillinger og samfundssystemets aflastningsbestræbelser skal vi således især have for øje, at
stabilisering i monofunktionalitet er et evolutionært tilkæmpet resultat, som øger kommunikationspoten-
tialet i en sådan grad, at de processer, der justerer forventningerne til samfundsansvar, vil arbejde for at
undgå en regression til multifunktionalisme.
180