Grænser for ansvar - Susanne Holmström

kommunikationsprocessernes dynamik og indbyggede trang til at fortsætte og fremme sig selv. Derimod vil
jeg antyde en nøje afbalanceret asymmetri med vægt på independensen.
Derfor bliver problemformuleringen i mit polycentriske blik snarere end for lidt resonans: For meget reso-
nans, så vi i stedet for et ’fornuftigt’ refleksivt samfund får et nervøst, hyper-irriteret samfund.
I de følgende dele vil jeg vise, hvordan vi kan forstå restabiliseringsprocesserne; hvordan det selvorganise-
rende samfundssystem, dets økonomiske delsystem og de dertil knyttede ’participerende organisationssyste-
mer’, erhvervsvirksomheder, tilsyneladende arbejder mod at sikre det funktionelle princip. Således forstår jeg
den evolution, som bærer forandringerne i sig, som drevet af en indbygget trang til stabilisering:
7 2
! "### $)B)%
Vi skal således ikke forvente fundamentale forandringer. Et system er altid åbent som forudsætning for sin
lukkethed – og omvendt: Kommunikationssystemer – samfund, funktionssystemer, organisationer – iagttager
deres omverden og reagerer kun på de ændringer i omverdenskompleksiteten, der kan ses med deres iagtta-
gelsesskematik, og irriterer sig selv. Og irritationer ”griber netop ikke strukturdeterminerende ind i systemet,
altså er kompatible med autopoiesen, men på det længere sigt set påvirker de i systemet selv producerede
strukturer og udløser i denne forstand en ’structural drift’” (Luhmann 2000a:97).
Således tjener processerne og de strukturer, der løbende dannes og forandres, ikke til en bedre tilpasning af
systemet til sin omverden, men til en fortsættelse af systemets autopoiese. Systemet kan på denne måde i
evolutionens ’structural drift’ øge sin egen kompleksitet og udvide sin sensitivitet. Men igen: Irritation tjener
ikke til bedre tilpasning af systemet til sin omverden, men til at forny den systeminterne kommunikation på
de selvreferentielle præmisser – og som Luhmann bemærker det, så gælder det ”vel altid: konsistensproble-
mer med det, som der findes i systemhukommelsen” (Luhmann 2000a:74-75). I sidste ende taler vi altså om
samfundssystemets tilpasning til sig selv.
Jeg vil i min analyse af evolutionen i den iagttagede periode illustrere, hvordan vi kan iagttage en sådan selv-
tilpasning både for totalsamfund og for de enkelte funktionssystemer. Men for at gøre min iagttagelsesoptik
tilstrækkelig følsom til den temporale dimension vil jeg efter denne del, som indkredsede sagsdimensionen
som samfundets selvfortsættelse – dvs hvad turbulensen i legitimeringsprocesserne og tematiseringen af sam-
fundsansvar i det iagttagede felt drejer sig om – se på den sociale dimension.
Samfundet afgrænser sig fra alt ikke-kommunikativt.
Funktionssystemer lukker sig om sig selv.
Tilsvarende: Når først dannelsen af organisationssystemer er i gang, kan der kun besluttes ud fra organisatio-
nens autopoiese.
Hvordan kan vi så overhovedet sandsynliggøre forandring?
206