Grænser for ansvar - Susanne Holmström

ence (for ellers ville systemet gå til grunde) – som illustreret i skiftet af sondringen for erhvervslivets sam-
fundsansvar som opfyldt med indtjeningen mod bredere hensyn som forudsætning for indtjeningen. (8) Ende-
lig illustrerer skemaet, hvordan den monokontekstuelle selvregulering overgår til en polykontekstuel koordi-
nering. I den monokontekstuelle version ser systemet den regulerende (incl. legitimerende) omverden som
den fremmedreferentielle lovgivning og sin egen medfødte funktionelle omverden (for økonomisystemet:
markedet). I den polykontekstuelle selvreguleringsform ses omverdenen som netop en polykontekstuel stør-
relse, udtrykt i referencen til en bred vifte af stakeholders, til en polykontekstuel ’indre omverden’ (for er-
hvervslivet: markeder for investering, arbejdskraft, råmaterialer, forbrug) og til offentligheden. Således ser vi
her (9) en bevægelse i reguleringen fra den snævre selvreference og den politisk-juridiske fremmedreference
mod legitimering, som basalt vil være selvreferentiel med sin udgang i de uddifferentierede systemers inde-
pendente autopoietiske processer, men som ledsages af en medløbende polykontekstuel reference, som både
sandsynliggør og betinger legitimiteten.
Refleksion er således en evolutionært udviklet evne, som kan forudse potentielle konflikter mellem socialsy-
stemer, vurdere deres følger og udmønte overvejelserne i systeminterne adfærdskorrekturer – selvkontrol.
Det betyder ikke, at relationer mellem refleksive systemer nu bliver konfliktløse. Tværtimod er grundvilkåret
i senmoderne samfund konflikt, og vi synes at kunne indkredse en bevægelse fra konflikt om konsensus mod
konsensus om konflikt. Men refleksion indebærer en større gensidig tolerance for forskelligheden og mulig-
heden for at bearbejde konflikter til en frugtbar dynamik. Konflikt og respekt bliver ikke modsætninger i det
refleksive perspektiv. Konfrontation om de konfliktende verdenssyn kan afløses af forhandling 193 . Således
bliver refleksion omdrejningspunktet i samfundets koordinering af sig selv i den form, jeg benævner poly-
kontekstreferentiel selvlegitimering.
Med evolutionen af den organisatoriske refleksionsevne tenderer samfundet til at hænge samme i al sin des-
integration. På den ene side bevares den desintegration, der er forudsætningen for de specialiserede dyna-
mikker. På den anden side lærer de uddifferentierede socialiteter (perspektiver, verdenssyn) at se sig selv i
den større societale sammenhæng – at se interdependensen som en forudsætning for deres independens.
) " +
Før vi lokkes til at indkredse refleksion som det vidundermiddel, hvormed socialsystemer udvider deres iagt-
tagelsesskematik uden at nedbryde grænser, så må vi indkredse de risici, refleksion indebærer – og som får
Luhmann til at karakterisere den som en "kommunikationskontrol, som befinder sig på et højere niveau, som
er eksplicit og derfor også mere risikofyldt, og som er reserveret til særtilfælde" (Luhmann 1984/2000:185).
Jeg vil pege på fire forhold ved refleksionen, som alle hver på deres måde kan sætte systemets fortsættelse i
fare: (1) Tvivlen på egen grænsesætning, som kan nedbryde den grundlæggende lededifference; (2) ressour-
cebelastningen ved denne fordobling af kommunikationen – kommunikation om kommunikation; (3) sensiti-
viteten over for omverdenen, som kan gøre systemet hyperirriteret; (4) risikoen for at løbe ind i sit eget para-
doks og dermed blokere kommunikationen.
1) Først: Genindføringen af grænsesætningen muliggør den særlige selviagttagelse, hvor egne grænsers kon-
tingens kan tematiseres i den systeminterne kommunikation i en grad, der kan føre til systemintern tvivlen på
egne grundsondringer. Begynder en erhvervsvirksomhed at tvivle på pengemediet som dynamik og i stedet at
7 E & ! " ! ! + ! *G + ! + ; & ! % ; + )
& 2 ! 2 + + ; & & # !
% ! ! ; ! ; & !$ ; ! & % !
% & ! !$ #' ,E 77 . /0
250