Grænser for ansvar - Susanne Holmström

(Sinn), der gør det muligt at holde sig i kontakt med forandrede forhold i erhvervslivets samfundsinterne om-
verden (Jf Baecker 1996:95). Interne forhold bliver tilsyneladende eksterne anliggender. Det ser jeg som of-
fentlighedens sociale dimension.
For det andet synliggør offentligheden den markerede grænse som kontingent, in casu: Kan man ikke forstå
indtjening og miljøhensyn som ’a complimentary package’? Tager vi eksemplet med regnskoven og indu-
strien, så kan man netop forestille sig, at erhvervslivets konventionelle grænsesætning ’indtjening miljøhen-
syn’ har været markeret. Hvor erhvervslivet så indtjening som en implicit udgrænsning af miljøhensyn, har
offentlighedens blik markeret begge sider af grænsen og udfordret med spørgsmålene: Hvorfor er grænsen
sat her? Skal indtjening bero på belastning af miljøet? Er det rigtigt, at erhvervslivet skal være indifferent
over for miljøet? Kan man ikke forstå indtjening og miljøhensyn som sammenhørende sagsforhold? Det ser
jeg som offentlighedens saglige dimension.
Offentlighed – etymologisk ’åbenhed’ – bliver en iagttagelsesform, der ’åbner op’ og aktiverer kommunika-
tion, der tematiserer grænsers kontingens. Det offentlige blik overskrider grænser, men uden at opløse dem,
som systemoptikker ville gøre det ved en overskridelse. Vi kan forstå det sådan, at overskrider fx det politi-
ske system grænsen til det økonomiske system – så opløses økonomiens egendynamik. Overskrider den of-
fentlige optik økonomiens grænse – så bliver det ’kun’ en mening, og den kan tematiseres i økonomisyste-
met. Når offentligheden ikke opløser, så er det, fordi den ses som kontingent, som bare mening – ikke som et
system: ”Striden bliver flyttet fra en strid om det nødvendiges kontingens til en strid om meningers kontin-
gens (og bliver derfor) en form for iagttagelse, som samfundet kan tillade sig” (Baecker 1996:97). Offentlig-
hedens sondring er ’kontingent nødvendig’; offentlighedens iagttagelse gælder iagttagelser, hvis forudsæt-
ninger den kontingenssætter: ”Offentligheden ser på den iagttager, der afgør, hvad der ikke er til at afgøre”
(Baecker 1996:97). I den forstand bliver offentligheden en funktion, der konstant pirrer samfundets grænse-
sætninger. Samfundet tvinger sig til konstant at forny sig selv.
Som jeg ser det, bliver det offentlighedens bidrag konstant at holde kontingenskendelser over sociale grænser
i beredskab. Det aktiverer en evindelig modsatrettet aflastningsproces, som jeg kommer ind på senere (V.4.2;
VII.3.5). Offentligheden bliver en optik, som netop ikke er lagt fast i en særlig kode, og som tager sin udgang
i kontingensen og retter blikket mod systemgrænsers kontingens. Med offentligheden sættes legitimitetsfor-
ståelser i spil. Offentlighedens optik problematiserer grænsen for det beslutningsrum, der ellers er set som le-
gitimt, in casu: Hvorfor er det økonomi hertil og ikke længere? Kunne det ikke ligeså vel være anderledes?
Hvorfor iagttager økonomien forskellige traditionelt ekstra-økonomiske temaer – menneskerettigheder, miljø
osv – som uden for sine grænser? Eller omvendt: Hvordan kan økonomien tillade sig at overskride sin græn-
se og pålægge fx videnskab eller politik sin kode (med infiltreret forskning hhv bestikkelse/korruption som
følge)?
Offentligheden aktiverer i den systemteoretiske rekonstruktion den kommunikation, der skubber til legitimi-
tetsforståelserne:
1
, 2
4 ! %
! % / 5
!6 (;;=$;=2;> %
225