Grænser for ansvar - Susanne Holmström

gitimitet også kan tage andre former og referere fx til, hvad der gælder som god kollegial praksis inden for en
branche. Med ’samfundsansvar’ skal vi lede efter forventninger om legitimitet (dvs afgrænsninger af den
kommunikative horisont), som refererer til ’samfundet’. Når vi indkredser samfundsansvar som den del af le-
gitimiteten, som indgrænser tolerancen i forhold ansvaret for samfundet, så bliver spørgsmålet derfor: Hvad
menes med ’samfundet’ – empirisk hhv analytisk?
Når jeg – for det niende – indikerer legitimitet til forskel fra legitimering, er det for at betone, at legitimitet
løbende reproduceres i legitimeringsprocesser, hvor temporaliteten ændrer legitimiteten både på den sociale
og den saglige dimension: Hvem iagttages som legitim ud fra hvilke kriterier hvornår?
Legitimering – dvs de sociale processer, hvori legitimiteten i samfundet genereres – ser jeg ligeledes som en-
hed i forskellige forskelle. Jeg indikerer ’legitimering intersubjektiv dialog’ og ’legitimering psykologiske
motiver’ for at betone, at jeg forstår legitimeringsprocesserne som selvorganiserende sociale læreprocesser.
Legitimering ser jeg yderligere som en indikator af reguleringsprocessernes form til forskel fra konventionel-
le politiske processer – ’legitimering legalisering’ . Det betyder ikke, at politiske processer ikke kan inddra-
ge forsøg på påvirkning af samfundets legitimeringsprocesser i sine fremmedreguleringsbestræbelser. Det ser
jeg netop som et træk i den iagttagede periode, som når fx billedet af et miljø- og socialt bevidst marked kon-
strueres af politiksystemet (jf fx Citat 62, Citat 116) og stilles til rådighed for det øvrige samfunds kommuni-
kation.
( ( ) $
Grænserne for legitime kommunikationsrum ændrer sig konstant, og forventninger vil i et polycentreret sam-
fund aldrig kunne finde overgribende overensstemmelse imellem de uddifferentierede kommunikative net-
værk. I den iagttagede periode ser vi, hvordan forventningerne til erhvervslivets legitimitet og samfundsan-
svar ændrer sig. Men vi ser også – og det er en iagttagelse, der i min fremanalysering vil relatere sig snævert
til ændringerne i legitimiteten – at legitimitet og kontinuerlige legitimeringsprocesser tilsyneladende fylder
mere i samfundets kommunikative processer end i perioden forud. Jeg vil undervejs fremanalysere det som
en bevægelse fra konventionel legitimitet (hvortil passiv tiltro er knyttet) til en polykontekstuel, refleksiv le-
gitimeringsform (hvortil refleksiv tillid er knyttet). Det er her, jeg ser paralleller til analyser i andre teori-
rammer af en overgang fra konventionel til diskursiv legitimitet baseret bl.a. i en ’public-corporate dialogue’
– men mine analyser vil divergere på afgørende dimensioner, når der hverken gives mulighed for overgriben-
de normer eller diskursetiske processer. I den iagttagede periodes sidste del ser vi fx, hvordan organisationer
øger den sensitivitet og interne kompleksitet, som iagttager og informationsbearbejder omverdenens forvent-
ninger gennem rekonstruktioner som stakeholders.
Legitimitet bliver således en afgrænsning af mulige kommunikative selektioner; samtidig en generaliseret
forhåndsaccept af kommunikative selektioner. Legitimeringsprocesserne installerer kontingensreducerende
forventningsstrukturer; reducerer risikoen for gensidige belastninger og genererer tiltro, tillid. Legitimiteten
reproduceres og ændres løbende i polykontekstuelle legitimeringsprocesser i en evindelig afbalancering af
uddifferentierede verdenssyn. Den indskrænker kontingensen i de sociale processer – men er grundlæggende
selv: Kontingent.
Legitimitet synes givet uproblematiseret, så længe legitimitetsforståelsen ikke skaber problemer for de socia-
le processers fortsættelse af sig selv. Skiftende legitimitetsforståelser og legitimeringsformer vil løbe som et
bærende bånd gennem analysen i den polycentriske optik. Således tager jeg imod Luhmanns forslag om
164