Grænser for ansvar - Susanne Holmström

ety. We share the same agenda. (...) Our success as an organisation is intimately linked to that of society”
(Citat 45).
Feltets semantik afspejler ændrede iagttagelsesperspektiver med vægt på begreber som multi-stakeholder dia-
logue, partnerships, shared priorities, participation processes, democratic governance, bæredygtig udvik-
ling, joint responsibility, build relationships underpinned by shared values and interests. Som typiske sond-
ringer kan vi fremanalysere ’fælles ansvar hver sig selv nok’; ’partnerskaber fjender’; ’processuelle for-
handlinger effektive resultater’; ’opbygge relationer styre relationer’; ’demokratisk governance konventi-
onel lovgivning’.
) " $
Erhvervslivets instabile omverden ændrer markant karakter. Fra negerende, protesterende og konfliktende
positioner indtager den i stor udstrækning refleksive forhandlingsperspektiver med forslag om variationer for
erhvervslivets iagttagelsesskematikker ud fra en iagttagelse af økonomiens lededifference.
) " ( . 1
Det politiske motto ”Support and dialogue is becoming more important than control” (Citat 62) indikerer i
mit blik refleksive reguleringsformer. Vi ser, hvordan politiksystemet orienterer sig mod governance
strukturer og mod at skabe illusionen af et helhedsperspektiv og af en ’fælles skæbne’(Pedersen 1990:107).
Til forskel fra den konventionelle lov, som fungerer obligatorisk, fremmedreferentielt, lanceres denne nye
form for politisk regulering som frivillig for erhvervslivet, dvs selvreferentiel, ud fra en strategi om medan-
svar.
Det er en udvikling, som vi i forskningen ser forklaret overvejende med samfundets kompleksitet, som kon-
ventionel lovgivning ikke evner at modsvare (Citat 60). Jeg afviser ikke denne forklaring, men ser den kun
som en del af det mønster, vi kan iagttage. Herunder, at vi kan se det politiske system underlagt samme pro-
cesser som øvrige funktionsområder. Det vil sige, at det politiske systems independens tilsvarende står over
for en stigende interdependens i den iagttagede periode. Som vi så det i den kontra-aktive fase, reagerer poli-
tiksystemet først med at styrke egne grænser gennem øget konventionel lovgivning. Det ændrer sig i den re-
fleksive fase. Vi ser nu forskellige strategier, som lægger sig snævert op ad økonomisystemets rationale:
1) Opstilling af et markedsspejl for erhvervslivet, som integrerer forestillinger om en politisk forbruger,
-medarbejder, -investor, så også markedet må tage politiske hensyn: ”Det kan komme til at koste dyrt i form
af tabte markedsandele, hvis en virksomhed udtrykker holdninger, der er ude af trit med den kritiske offent-
ligheds og de politiske forbrugeres synspunkter” (Citat 61). Politiske argumenter for erhvervslivets medan-
svar lægger sig op ad dette billede af markedet: “Social responsibility attracts the best employees, and in the
eyes of customers, buyers and suppliers social reputation is increasingly important” (Citat 62). Det kan vi
forstå som en udfordring af økonomiens grænser. Vi ser det også, når politiksystemet opfordrer forbrugerne –
som er en del af det økonomiske system – til at købe med en politisk samvittighed (Citat 121).
2) Produktion af ændrede differencer, som økonomien kan re-orientere sig efter. Jeg ser her især redefinerin-
gen af den politiske forestilling om den samfundsansvarlige virksomhed som en virksomhed, der ikke over-
lader ansvaret til staten alene, men påtager sig et medansvar. Socialministeriets kampagne ’Det angår os alle’
og ’New Partnerships for Social Cohesion’ er mønstereksempler. Vi ser, at politikken som motivering for er-
hvervslivets medansvar lægger sig op ad sondringer, der kan bruges af erhvervslivets kommunikation: ”It
285