Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
‘Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min Fader,
som er i himlene.’18Af denne årsag beder jeg i største ydmyghed Eders kejserlige Majestæt
om at indrømme mig tid, så jeg kan svare uden at synde imod Guds ord.“19 {MBF 125.3}
Luther handlede klogt ved at komme med denne anmodning. Det overbeviste forsamlingen
om, at han ikke handlede ubesindigt eller i vrede. En sådan ro og selvbeherskelse havde man
ikke ventet fra én, der havde vist sig så dristig og ubøjelig. Det gav hans ord større vægt og
satte ham i stand til senere at svare med en forsigtighed, bestemthed, klogskab og værdighed,
som overraskede og skuffede hans modstandere — og dadlede deres hovmod og
stolthed. {MBF 125.4}
Dagen efter skulle han afgive sit endelige svar. En overgang sank hjertet i ham ved tanken
om de kræfter, der havde sluttet sig sammen imod sandheden. Hans tro vaklede og han
frygtede og bævede, når han tænkte på de farer, der tårnede sig op foran ham. Det var, som
skulle hans fjender triumfere og mørkets magter få overhånd. Mørke skyer samlede sig om
ham og syntes at skille ham fra Gud. Han higede efter en forvisning om, at Hærskarers Herre
ville være med ham. I sin sjælekval kastede han sig ned med ansigtet mod jorden og udøste
sit hjerte i afbrudte, hjerteskærende råb, som ingen uden Gud forstår fuldt ud. {MBF 125.5}
„O, almægtige og evige Gud,“ tryglede han. „Hvor frygtelig er ikke denne verden! Se, den
åbner sin mund for at opsluge mig, og min tillid til dig er så svag. Hvis jeg kun har denne
verdens styrke at sætte min lid til, er alt tabt. — Min sidste time er kommet, dommen er afsagt
over mig. O Herre, stå mig bi, hjælp mig mod al verdens visdom. Gør det — du alene — for
dette er ikke mit værk, men dit. Jeg har intet at gøre her, intet at kæmpe for mod denne verdens
store. Men det er din sag — og det er en retfærdig og evig sag. O Gud, hjælp mig! Trofaste
og uforanderlige Gud, jeg sætter ikke min lid til noget menneske. Alt menneskeværk, er
usikkert. … Du har udvalgt mig til denne gerning. Stå mig bi for din elskede søns, Jesu Kristi
skyld, han, som er mit forsvar, mit skjold og min faste borg.“20 {MBF 126.1}
Et alvidende forsyn havde fået Luther til at erkende den overhængende fare, han befandt
sig i, at han ikke skulle stole på sin egen styrke og overmodigt styrte sig ud i fare. Dog var det
ikke frygten for personlig lidelse, tortur og døden, der syntes så nært forestående, som
overvældede ham med rædsel. Han stod over for en krise og følte, at han ikke magtede at
bestå prøven. Sandhedens sag kunne komme til at lide skade på grund af hans svaghed! Det
var ikke for sin egen sikkerhed, men for evangeliets sejr, han kæmpede med Gud. Hans
sjæleangst og strid kunne sammenlignes med Jakobs natlige kamp ved den ensomme bæk —
og ligesom Jakob sejrede han. I hans fuldkomne hjælpeløshed blev hans tro på den mægtige
frelser styrket. Han fik kraft ved forvisningen om, at han ikke skulle stå alene for rådet. Hans
sjæl fik atter fred, og han frydede sig over, at han skulle få lov til at bære Guds ord frem for
folkets herskere. {MBF 126.2}
92