Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Kapitel 32—Fejla gtige for tolkninger
Den store strid mellem Kristus og Satan, der nu har stået på i omkring seks tusinde år, vil
snart være forbi, og den Onde fordobler sine anstrengelser for at ødelægge Kristi gerning for
menneskene og fastholde sjæle i sine snarer. Hans mål er at holde mennesker i uvidenhed og
ubodfærdighed, indtil Frelserens formidlingstjeneste er ophørt, og der ikke længere er noget
offer for synden. {MBF 417.1}
Når der ikke gøres nogen særlig anstrengelse for at modstå hans magt, og ligegyldighed
præger menigheden og verden, har Satan ingen bekymringer, for så risikerer han ikke at miste
nogen af dem, der underkaster sig hans vilje. Men når menneskene retter opmærksomheden
mod det evige og spørger: „Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“ er han på sin post og
forsøger at modarbejde Kristi magt og Helligåndens indflydelse. {MBF 417.2}
Bibelen fortæller, at da englene engang trådte frem for Gud, var Satan også iblandt dem —
ikke for at bøje sig for den evige Konge, men for at fremme sine egne onde anslag mod de
retfærdige.1Med samme hensigt er han til stede, når mennesker forsamles for at tilbede Gud.
Skønt han er usynlig, arbejder han af alle kræfter på at beherske de tilbedendes sind. Som en
dygtig general lægger han sine planer på forhånd. Når han ser Guds sendebud studere
Skriften, lægger han mærke til, hvilket emne der skal tales om. Og så bruger han al sin list på
at tilrettelægge forholdene på en sådan måde, at budskabet ikke trænger frem til dem, som
han bedrager på netop dette specielle punkt. Den, som trænger mest til advarslen, bliver
optaget af forretninger, der kræver hans tilstedeværelse, eller forhindres på anden måde i at
høre det, som kunne være blevet ham en hjælp i rette tid. {MBF 417.3}
Og Satan ser, at Herrens tjenere føler sig tynget på grund af det mørke, verden er hyllet i.
Han hører deres inderlige bønner om nåde og kraft fra Gud til at hæve den ligegyldighedens,
efterladenhedens og ugidelighedens fortryllelse, der hviler over dem. Derfor finder han på
alle mulige kunstgreb med fornyet iver. Han frister mennesker til at give efter for deres appetit
eller andre former for tilfredsstillelse af selvet og afstumper derved deres følelser, så de ikke
får hørt netop det, de har størst behov for at lære. {MBF 418.1}
Satan ved udmærket, at hans angreb vil få dem, han kan lokke til at forsømme bøn og
læsning i Bibelen, til at bukke under. Derfor udtænker han alle mulige planer til at lægge
beslag på opmærksomheden. Der har altid været mennesker, der hævdede at være gudfrygtige,
men som i stedet for at søge sandheden gør det til deres religion at søge fejl ved karakteren
eller troen hos dem, de ikke er enige med. Den slags mennesker er Satans bedste hjælpere.
Der er ikke få, som anklager brødrene; og de har mest travlt, når Gud virker, og hans tjenere
tilbeder ham i sandhed. De kaster et falsk lys over dem, der elsker og adlyder sandheden, og
over deres ord og handlinger. De beskylder Kristi mest oprigtige, nidkære og selvfornægtende
tjenere for at bedrage eller lade sig bedrage. De mistænkeliggør motivet til enhver sand og
ædel gerning, kommer med ondskabsfulde hentydninger og vækker mistanke hos de uerfarne.
320