Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
rige, er den undersøgende retshandling — afslutningen på tjenesten i den himmelske
helligdom. {MBF 344.2}
Når undersøgelsen er forbi, og alle de mennesker, der i alle tidsaldre har bekendt sig til at
være Kristi efterfølgere, har fået deres sag bedømt og afgjort — da, men heller ikke før,
afsluttes nådetiden, og nådens dør bliver lukket. Med denne korte meddelelse: „De, der var
rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket,“ føres vi ned til afslutningen af
Frelserens tjeneste — da det store værk til menneskets frelse er afsluttet. {MBF 345.1}
Som vi allerede har set, var tjenesten i den jordiske helligdom et billede på tjenesten i den
himmelske helligdom. Når ypperstepræsten på den store forsoningsdag gik ind i det
Allerhelligste, ophørte tjenesten i den første afdeling. Gud havde befalet: „Der må ikke være
nogen i Åbenbaringsteltet fra han går ind i helligdommen for at skaffe soning, til han kommer
ud igen.“16Da Kristus gik ind i det Allerhelligste for at afslutte forsoningen, ophørte hans
tjeneste i det Hellige. Da tjenesten i det Hellige sluttede, tog tjenesten i den anden afdeling
sin begyndelse. Når ypperstepræsten i den symbolske tjeneste forlod det Hellige på den store
forsoningsdag, trådte han frem for Guds åsyn for at frembære syndofrets blod på hele det
bodfærdige Israels vegne. På samme måde havde Kristus afsluttet én del af sin tjeneste som
mellemmand og skulle nu påbegynde en ny del af sin tjeneste — men han frembar stadig sit
blod for Faderen på synderes vegne. {MBF 345.2}
Dette forstod adventbevægelsens tilhængere ikke i 1844. Da det tidspunkt, hvor de havde
ventet Frelseren, var overskredet, blev de ved at tro, at hans komme var nær. De troede, at de
stod over for en betydningsfuld krise, og at Kristi tjeneste som menneskets mellemmand var
afsluttet. Det forekom dem, at Bibelen sagde, at menneskets prøvetid ville ophøre kort før
Herrens virkelige komme i himlens skyer. Dette syntes at fremgå af de skriftsteder, der viser
hen til den tid, hvor mennesker vil søge, græde og banke på nådens dør, uden at den bliver
åbnet. Og det spørgsmål meldte sig, om det tidspunkt, da de havde ventet Kristi genkomst,
ikke snarere markerede begyndelsen til den periode, der skulle gå umiddelbart forud for hans
komme. Da de havde givet advarslen om den forestående dom, mente de, at de havde gjort
deres pligt over for verden. Nu havde de ikke længere nogen byrde for synderes frelse, og de
anså de gudløses blasfemiske hån for yderligere et bevis på, at Gud havde forladt dem, der
havde forkastet hans nåde. Alt dette bestyrkede deres tro på, at nådetiden var afsluttet, eller,
som de udtrykte det, at „nådedøren var lukket“. {MBF 345.3}
Men da de undersøgte helligdomsspørgsmålet nærmere, fik de klarere lys. De indså, at det
var rigtigt af dem at tro, at afslutningen af de 2.300 dage i 1844 markerede en betydningsfuld
krise. Men skønt det var rigtigt, at den håbets og nådens dør, gennem hvilken menneskene i
1800 år havde haft adgang til Gud, blev lukket, blev der åbnet en anden dør — og mennesket
fik tilbudt tilgivelse for sine synder takket være Kristi formidlingstjeneste i det Allerhelligste.
265