Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Mange protestanter mener, at den katolske religion er utiltalende og dens gudstjeneste en
kedelig, meningsløs række af ceremonier. Her tager de fejl. Skønt katolicismen bygger på et
bedrag, er dette hverken groft eller plumpt. Romerkirkens gudstjeneste er meget betagende.
Dens pragtudfoldelse og højtidelige ritualer betager menneskers sanser og får fornuftens og
samvittighedens stemme til at tie. Øjet fortrylles. Pragtfulde kirker, imponerende
processioner, gyldne altre, juvelbesatte helgenskrin, udsøgte malerier og vidunderlige
skulpturer appellerer til skønhedssansen. Også øret fortrylles. Musikken er uovertruffen.
Orglets dejlige klang, der blander sig med flerstemmig sang, idet den bruser gennem de store
katedralers høje hvælvinger og søjlegange, kan ikke andet end fylde sindet med højtid og
ærefrygt. {MBF 455.5}
Denne ydre pragt og ceremoni, der kun er en spot mod den syndige sjæls længsler, er et
bevis på indre fordærvelse. Kristi religion behøver ikke den slags attraktioner som anbefaling.
I lyset af korset ses den sande kristendoms renhed og skønhed, hvis værd ingen ydre prydelse
kan forøge. Det er skønheden ved hellighed og en ydmyg, stille ånd, der har værdi i Guds
øjne. {MBF 456.1}
Strålende stil er ikke nødvendigvis tegn på ren, ophøjet tanke. Udpræget kunstforståelse
og raffineret smag møder man ofte hos verdslige og sanselige mennesker. De er ofte engageret
af Satan for at få mennesker til at glemme deres åndelige behov og miste det fremtidige, evige
liv af syne, at vende ryggen til deres evige hjælper og leve udelukkende for denne
verden. {MBF 456.2}
En religion med tiltalende ydre former virker tiltrækkende på dem, der ikke er så faste i
troen. Den katolske gudstjenestes pragt og ceremonier har en forførende, fortryllende magt,
der bedrager mange, så de kommer til at betragte romerkirken som selve himlens port. Kun
de, der har plantet deres fødder fast på sandhedens grund, og hvis tro er fornyet ved Guds ånd,
kan modstå dens indflydelse. Tusinder, som ikke har en personlig erfaring med Kristus, vil
blive ledt til at anerkende de gudfrygtige former, der er uden kraft. En sådan religion er netop,
hvad masserne ønsker. {MBF 456.3}
Kirkens påstand om, at den har ret til at tilgive synder, får katolikkerne til at føle sig frie
til at synde; og forordningen om skriftemål, uden hvilken syndsforladelse ikke gives, virker
også som en tilladelse til synd. Den, der knæler for et syndigt menneske og i skriftemålet
åbenbarer sit hjertes hemmelige tanker og fantasier, nedværdiger sin sjæls naturlige følelse
af, hvad der er passende. Ved at gøre rede for sit livs synder for en præst — et syndigt, dødeligt
menneske, der kun alt for ofte selv fører et udsvævende liv — svigter han sin opfattelse af,
hvad der er rigtigt, og tager skade på sin sjæl. Hans opfattelse af Gud forringes, så Gud
kommer til at stå for ham som et faldent menneske,
eftersom præsten repræsenterer Gud. Dette nedværdigende skriftemål fra menneske til
menneske er den hemmelige kilde til meget af det onde, som fordærver verden og gør den
349