Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
reformator, der skulle sprede sig langt ud over hans lands grænser. I Einsiedeln fandtes et
Mariabillede, om hvilket man sagde, at det var undergørende. Over porten til klostret stod der:
„Her kan erhverves fuldstændig syndsforladelse.“5På alle tider af året kom pilgrimme til dette
billede, og til den årlige fest til ære for det kom store menneskemængder fra alle dele af
Schweiz samt fra Frankrig og Tyskland. Zwingli var dybt bedrøvet ved dette syn og benyttede
lejligheden til at forkynde evangeliets frihed for disse overtroens slaver. {MBF 139.5}
„Tro ikke,“ sagde han, „at Gud er i dette tempel frem for i nogen anden del af det, han har
skabt. Hvor I end bor, er Gud hos jer og hører jer. … Kan unyttige gerninger, lange
pilgrimsrejser, offergaver, helgenbilleder, påkaldelse af Maria eller af helgener sikre jer Guds
nåde? … Hvad nytter de mange ord, vi smykker vore bønner med? Hvad nytter fine klæder
og guldbroderede sko? Gud ser på hjertet, og vore hjerter er langt borte fra ham.“ „Kristus,
som engang blev ofret på korset, er den, som i al evighed har gjort fyldest for de troendes
synder.“6 {MBF 140.1}
Ikke alle syntes om disse ord. Mange var bittert skuffede over at høre, at deres lange rejse
havde været forgæves. De forstod ikke den tilgivelse, som frit blev dem tilbudt ved Kristus.
De var godt tilfredse med den vej til himlen, Rom havde anvist. Det var lettere at betro
præsterne og paven ansvaret for deres frelse end selv at søge hjertets renhed. {MBF 140.2}
Men andre hørte forkyndelsen om frelse ved Kristus med stor glæde. De regler og
ceremonier, som Rom lærte, havde ikke givet dem fred i sjælen, og disse mennesker
anerkendte i tro Frelserens blod som deres forsoning. I deres hjemegn fortalte de andre, hvad
de havde lært. Således blev sandheden spredt fra sted til sted, og der kom langt færre
pilgrimme til det undergørende Mariabillede. Der blev også givet færre offergaver, og
Zwinglis indtægter mindskedes, for han blev lønnet med en del af disse gaver. Dette var ham
dog kun en glæde, for det var et tegn på, at overtroens magt var ved at blive brudt. {MBF
140.3}
Kirkens ledere var ikke blinde for det arbejde, Zwingli udførte, men foreløbig afholdt de
sig fra at gribe ind. De håbede stadig at vinde ham for deres sag, og forsøgte at lokke ham ved
smiger. Imidlertid fik sandheden stadig stærkere tag i det menige folks hjerter. {MBF 140.4}
Zwinglis arbejde i Einsiedeln havde gjort ham egnet til at udføre et mere betydningsfuldt
arbejde, som snart skulle begynde. Efter tre år dér blev han udnævnt til præst ved domkirken
i Zürich. Denne by var den vigtigste i hele det schweiziske statssamfund, og indflydelsen fra
den ville kunne mærkes viden om. De gejstlige, som havde opfordret Zwingli til at komme til
Zürich, ønskede imidlertid ikke, at der skulle indføres noget nyt, og gik straks i gang med
nøje at instruere ham om hans pligter: {MBF 140.5}
„Du må ikke sky nogen anstrengelse for at samle domkapitlets indtægter ind,“ sagde de,
„uden at overse den mindste smule. Du må formane de troende, både fra prædikestolen og
103