Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
I dag forfører Satan mennesker på samme måde, som han forførte Eva i Edens Have —
ved smiger og ved at vække begær efter forbudt kundskab og ambitioner om selvophøjelse.
Det var disse onde tilbøjeligheder, der var årsag til hans eget fald, og gennem dem søger han
at ødelægge menneskene. Han siger: „I bliver som Gud og kan kende godt og
ondt.“6Spiritismen lærer, „at mennesket er blevet til ved udvikling; at det er dets bestemmelse
helt ind i evigheden at udvikles hen imod det guddommelige.“ Og videre: „Enhver skal
dømme sig selv og ingen andre.“ „Dommen vil blive retfærdig, fordi det er selvets dom.“
„Tronen er i dit eget indre.“ Som en spiritistisk lærer sagde, da „den spiritistiske samvittighed“
vågnede i ham: „Brødre, vi var alle halvguder, der ikke er faldet.“ En anden siger: „Enhver
retfærdig og fuldkommen skabning er Kristus.“ {MBF 446.1}
Den evige Guds retfærdighed og fuldkommenhed — det sande mål for menneskets
tilbedelse; den perfekte retfærdighed i hans lov — den sande standard for menneskelig
stræben, har Satan således erstattet med den syndige, vildfarne menneskelige natur som den
eneste genstand for tilbedelse, den eneste målestok for karakteren. Dette er udvikling — ikke
i opadgående, men i nedadgående retning! {MBF 446.2}
For både den intellektuelle og den åndelige natur gælder den lov, at de forandres ved at se.
Sindet vænner sig gradvist til de emner, det får lov at dvæle ved. Det kommer til at ligne det,
som det er vant til at elske og ære. Mennesket vil aldrig nå højere end sit eget mål for renhed,
godhed og sandhed. Sætter det selvet som sit højeste ideal, vil det aldrig opnå noget mere
ophøjet. Det vil snarere synke dybere og dybere. Kun Guds nåde magter at ophøje mennesket.
Overladt til sig selv vil kursen uundgåeligt være nedadgående. {MBF 446.3}
For de nydelsessyge, de sanselige og de forlystelsessyge viser spiritismen sig i en mindre
underfundig forklædning end for den mere kultiverede og intellektuelle. I dens grovere former
finder de det, som passer til deres tilbøjeligheder. Satan studerer alle svaghedstegn i den
menneskelige natur. Han lægger mærke til, hvilke synder den enkelte er tilbøjelig til at begå
— og så sørger han for, at der ikke mangler anledning til at give efter for de onde
tilbøjeligheder. Han frister mennesker til at overdrive det, der i sig selv er tilladeligt, og får
dem til at svække deres fysiske, mentale og åndelige kraft ved at være umådeholdende. Han
har ødelagt og ødelægger stadig tusinder ved at få dem til at tilfredsstille lidenskaberne, så
hele den menneskelige natur derved bliver forrået. For at fuldføre sit værk forkynder han
gennem ånderne, at „sand kundskab stiller mennesket over loven,“ at „alt, hvad der er til, er
rigtigt,“ at „Gud fordømmer ingen,“ og at „alle synder, der bliver begået, er uskyldige.“ Når
mennesker på denne måde er bragt til at tro, at begæret er højeste lov, at frihed er det samme
som tøjlesløshed, og at mennesket kun skal stå til regnskab over for sig selv, hvem kan da
undre sig over, at ødelæggelse og fordærv breder sig? Tusinder griber ivrigt efter en lære, som
giver dem frihed til at følge de kødelige tilbøjeligheder. Selvbeherskelsens tøjler slippes,
sindets og sjælens kræfter underlægges dyriske tilbøjeligheder, og Satan fanger triumferende
tusinder i sit net, som ellers hævder at være tilhængere af Kristus. {MBF 446.4}
342