Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Under de heftigste forfølgelser bevarede disse vidner for Jesus deres tro ubesmittet. Skønt
de blev berøvet alle bekvemmeligheder og måtte undvære sollyset og bo i jordens mørke, men
gæstmilde skød, klagede de ikke. De styrkede hinandens tro og opmuntrede hinanden til at
udholde nød og afsavn. End ikke tabet af alle jordiske goder kunne få dem til at fornægte
troen. Prøvelser og forfølgelser var blot trin, der bragte dem nærmere til hvilen og
belønningen. {MBF 34.3}
Ligesom Guds tjenere fordum blev de „pint til døde og afviste at lade sig købe fri, for at
de kunne opnå en bedre opstandelse.“5De huskede deres Mesters ord om, at de skulle glæde
og fryde sig, når de blev forfulgt — for deres løn skulle blive stor i himlen; for på samme
måde var profeterne blevet forfulgt før dem. De glædede sig over, at de var regnet for værdige
til at lide for sandhedens skyld, og inde fra de knitrende flammer lød der sejrssange. Når de i
tro rettede blikket opad, så de Kristus og englene følge dem med den dybeste interesse og
betragte deres trofasthed med anerkendelse. Fra Guds trone hørte de en stemme, der sagde:
„Vær tro til døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans.“6 {MBF 34.4}
Satans bestræbelser for at ødelægge Kristi menighed med vold var frugtesløse. Den store
strid, som Kristi disciple ofrede livet i, ophørte ikke, da disse trofaste vidner var faldet på
deres post. De sejrede i nederlaget. Guds arbejdere blev dræbt, men hans arbejde skred stadig
frem. Evangeliet spredtes fortsat og antallet at dets tilhængere steg. Det trængte ind i områder,
som var utilgængelige selv for romerne. En kristen, som gik i rette med de hedenske
embedsmænd, der fremskyndede forfølgelsen, sagde: „I kan dræbe os, pine os, fordømme os.
… Jeres uretfærdighed beviser vor uskyld. … Jo oftere I mejer os ned, des mere vokser vort
antal. De kristnes blod er en udsæd.“77 {MBF 35.1}
Tusinder blev fængslet og dræbt, men andre indtog deres plads. De, der blev martyrer for
troens skyld, var Kristi ejendom for bestandig, og blev af ham betragtet som sejrende. De
kristnes lidelser førte dem nærmere til hinanden og nærmere deres forløser. Deres eksempel i
levende live og deres vidnesbyrd, når de døde, var et konstant vidne om sandheden, og hvor
man mindst skulle vente det, trådte Satans undersåtter ud af hans rækker og gik ind under
Kristi banner. {MBF 35.2}
For at opnå større resultater i sin krig mod Guds rige besluttede Satan at plante sit banner
i selve den kristne kirke. Kunne det blot lykkes at vildlede de kristne, så de vakte Guds mishag,
ville de miste deres styrke og frimodighed og blive et let bytte for ham. {MBF 35.3}
Den store modstander søgte nu ved list at opnå det, han ikke havde opnået ved magt.
Forfølgelsen ophørte og blev afløst af de farlige fristelser, som hedder jordisk fremgang og
verdslig ære. Afgudsdyrkere antog visse dele af den kristne tro, men forkastede andre
væsentlige sandheder. De bekendte sig til at tro på Jesus som Guds Søn og på hans død og
opstandelse. Men de havde ingen syndserkendelse og indså ikke nødvendigheden af at angre
og omvende sig. De gjorde visse indrømmelser og foreslog, at de kristne også skulle
20