Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Kapitel 3—Kirkens fraf ald
I sit andet brev til thessalonikerne forudsagde apostlen Paulus det store frafald, der skulle
føre til pavedømmets oprettelse. Han sagde, at før Herrens dag oprinder, „skal nemlig
frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der
ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han sætter sig i Guds tempel og
udgiver sig selv for at være Gud.“ Apostlen oplyser endvidere sine brødre om, at „allerede nu
virker lovløshedens hemmelighed.“1Allerede på dette tidlige tidspunkt så Paulus, at
vildfarelser, der skulle bane vejen for pavedømmet, var ved at snige sig ind i
menigheden. {MBF 41.1}
Lidt efter lidt øvede „lovløshedens hemmelighed“ sin forførende og gudsbespottelige
gerning. I begyndelsen skete det i det skjulte, men efterhånden som den voksede i styrke og
fik kontrol over menneskers sind, arbejdede den mere åbenlyst. Hedenske skikke trængte
næsten umærkeligt ind i den kristne kirke. Tilbøjeligheden til kompromis og konformitet blev
for en tid holdt nede af de voldsomme forfølgelser, som menigheden blev udsat for under
hedenskabet. Men da de ophørte, og kristendommen fandt vej til kongernes slotte, ombyttede
den Kristi og apostlenes ydmyghed med de hedenske præsters og herskeres stolthed og pragt,
og Guds befalinger blev erstattet af menneskelige teorier og traditioner. Kejser Konstantins
såkaldte omvendelse i begyndelsen af det fjerde århundrede vakte megen glæde, og hermed
trådte verdsligheden forklædt som retfærdighed ind i kirken. Nu bredte fordærvet sig hurtigt.
Hedenskabet sejrede, netop da det så ud til at være besejret. Dets ånd beherskede kirken. Dets
lære, ceremonier og overtro blev inkorporeret i troen og tilbedelsen af dem, som bekendte sig
til at være Kristi tilhængere. {MBF 41.2}
Dette kompromis mellem hedenskab og kristendom førte til udviklingen af det
„lovløshedens menneske“, der omtales i profetien som den magt, der sætter sig op mod og
ophøjer sig over Gud. Dette gigantiske falske religionssystem er Satans mesterværk — et
vidnesbyrd om hans bestræbelser på at placere sig selv på tronen for at beherske verden efter
sin vilje. {MBF 42.1}
Satan prøvede engang på at slutte forlig med Kristus. Han kom til Guds søn i ørkenen, viste
ham alle verdens riger og deres herlighed og tilbød at give ham det alt sammen, hvis han blot
ville anerkende mørkets fyrstes overhøjhed. Jesus afviste den formastelige og tvang ham til
at forsvinde; men Satan har større held med sig, når han kommer med de samme fristelser til
mennesker. For at opnå verdslige fordele og ære lod kirken sig forlede til at skaffe sig gunst
og støtte hos verdens store. Da kirken på denne måde havde forkastet Kristus, lod den sig
friste til at vise lydighed mod biskoppen i Rom. {MBF 42.2}
Det er en af romerkirkens vigtigste læresætninger, at paven er det synlige overhoved for
Kristi kirke på jorden og har den øverste myndighed over biskopper og præster i hele verden.
Men man går endnu videre. Man har givet paven selve Guddommens titler. Han er blevet
25