Oprørets Rødder
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Øprorets <strong>Rødder</strong><br />
Kapitel 14—Senere engelske reformatorer<br />
Mens Luther åbnede en lukket bibel for det tyske folk, blev Tyndale af Guds ånd tilskyndet<br />
til at gøre det samme for det engelske. Wicliffs bibel var blevet oversat fra den latinske tekst,<br />
som indeholdt mange fejl. Den var aldrig blevet trykt, og håndskrevne eksemplarer var så<br />
dyre, at kun nogle få velhavende mennesker eller adelige kunne anskaffe sig den. Da den<br />
tilmed var strengt forbudt af kirken, havde den kun ret ringe udbredelse. I 1516, året før<br />
Luthers teser kom, havde Erasmus udgivet Det Nye Testamente på græsk og latin, og dermed<br />
var Guds ord for første gang trykt på originalsproget. I dette værk var mange af fejlene i de<br />
tidligere oversættelser rettet, og meningen var mere klart gengivet. Det hjalp mange i de<br />
veluddannede klasser til en bedre viden om sandheden og satte på ny skub i reformarbejdet.<br />
Men det jævne folk var stadig for en stor del udelukket fra Guds ord. Tyndale skulle fuldende<br />
Wicliffs arbejde ved at give Bibelen til sine landsmænd. {MBF 199.1}<br />
Som flittig studerende og oprigtig sandhedssøgende havde han modtaget evangeliet<br />
gennem Erasmus’ græske Testamente. Frygtløst prædikede han efter sin overbevisning og<br />
fremhævede, at alle læresætninger skulle prøves ved Skriftens ord. Den katolske kirke<br />
hævdede, at det var kirken, som havde givet Bibelen, og at den alene kunne udlægge den.<br />
Hertil svarede Tyndale: {MBF 199.2}<br />
„Ved I, hvem der har lært ravnene at finde deres føde? Den samme Gud lærer sine sultne<br />
børn at finde deres fader i hans ord. Så langt fra at have givet os Skriften er det netop jer, der<br />
har skjult den for os. Det er jer, som brænder dem, der underviser i den, og hvis I kunne, ville<br />
I brænde selve Skriften.“1 {MBF 200.1}<br />
Tyndales prædikener vakte stor interesse, og mange tog imod sandheden. Men præsterne<br />
var på vagt, og ikke så snart havde han forladt et sted, før de med trusler og fordrejelser søgte<br />
at ødelægge hans arbejde. Kun alt for ofte havde de held med dette. „Hvad skal vi gøre?“<br />
udbrød han. „Mens jeg sår på det ene sted, hærger fjenden den mark, jeg lige har forladt. Jeg<br />
kan jo ikke være alle vegne! Åh, om de kristne bare ejede Den hellige Skrift på deres eget<br />
sprog! Så kunne de selv imødegå spidsfindighederne. Uden Bibelen er det umuligt at<br />
grundfæste lægfolk i sandheden.“2 {MBF 200.2}<br />
Tyndale så en ny opgave for sig. Han sagde: „Det var på Israels sprog, salmerne blev sunget<br />
i Jahves tempel. Skulle evangeliet så ikke tale Englands sprog blandt os? … Burde kirken<br />
have mindre lys ved middagstid end ved morgengry? … Kristne skal kunne læse Det Nye<br />
Testamente på deres modersmål.“ Kirkens præster og lærde er indbyrdes uenige. Kun ved<br />
Bibelens hjælp kan mennesker nå til sandheden. „Den ene holder fast ved denne lærer, den<br />
anden ved hin. Men alle disse lærde modsiger hinanden. Hvordan skal vi da bedømme, hvem<br />
der siger det rette, og hvem der siger det forkerte? … Hvordan? … Sandelig ved Guds<br />
ord.“3 {MBF 200.3}<br />
147
Change language