Oprørets Rødder
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Øprorets <strong>Rødder</strong><br />
vakte anstød, da de ønskede verdslig ære i strid med Kristi eksempel, og derfor bør man ikke<br />
følge disse vildfarelser. {MBF 75.1}<br />
Paven burde overlade alt timeligt herredømme til de verdslige myndigheder og tillige<br />
vække og kraftigt formane hele sit præsteskab; for det gjorde Kristus, især ved sine apostle.<br />
Hvis jeg har taget fejl på nogle af disse punkter, vil jeg i ydmyghed lade mig tilrettevise, ja,<br />
om nødvendigt gå i døden. Hvis jeg kunne handle efter min egen vilje og mit eget ønske, ville<br />
jeg visselig fremstille mig for biskoppen i Rom; men Herren har på anden måde hjemsøgt<br />
mig, så dette ikke er muligt, og lært mig at adlyde Gud mere end mennesker.“ {MBF 75.2}<br />
I sine afsluttende bemærkninger skrev han: „Lad os bede vor Gud om, at han således vil<br />
vække pave Urban VI op, at han sammen med sit præsteskab må efterfølge Herren Jesus<br />
Kristus i liv og vandel, og at de med styrke må oplære folket, så det også må følge dem trofast<br />
i dette.“9 {MBF 75.3}<br />
Således viste Wicliff Kristi ydmyghed og sagtmodighed over for paven og hans kardinaler.<br />
Han viste ikke blot dem, men hele kristenheden, hvilken forskel der var mellem dem og den<br />
Mester, hvis repræsentanter de bekendte sig til at være. {MBF 75.4}<br />
Wicliff var fuldstændig klar over, at hans troskab kunne komme til at koste ham livet.<br />
Konge, pave og biskopper var enige om at komme ham til livs, og det syntes uundgåeligt, at<br />
han i løbet af få måneder ville blive ført til bålet. Men intet formåede at rokke hans mod.<br />
„Hvorfor taler du om at søge martyrkronen i det fjerne? Forkynd Kristi evangelium for de<br />
stolte prælater — og martyrdøden vil være dig sikker. Hvad! Skulle jeg leve og tie stille? …<br />
Aldrig! Lad blot slaget falde, jeg er rede.“10 {MBF 75.5}<br />
Men Gud beskyttede stadig sin tjener. Den mand, der tappert havde forsvaret sandheden<br />
hele sit liv og daglig været i fare, skulle ikke blive offer for sandhedens fjender. Wicliff havde<br />
aldrig søgt at beskytte sig selv, men Herren havde været hans værn. Da hans fjender mente,<br />
at de var sikre på deres bytte, bragte Gud ham uden for deres rækkevidde. Lige før han skulle<br />
uddele nadveren i sin kirke i Lutterworth, blev han ramt af en lammelse, og kort efter<br />
udåndede han. {MBF 75.6}<br />
Gud havde udpeget Wicliff til sin gerning. Han var den, der havde lagt sandhedens ord i<br />
hans mund og sat vagt omkring ham, for at hans ord skulle nå ud til folket. Hans ord blev<br />
bevaret og hans gerning fortsatte, indtil grunden var lagt til det store reformationsværk. {MBF<br />
76.1}<br />
Wicliff fremstod i middelalderens mørke. Han havde ingen forløber at tage ved lære af, da<br />
han arbejdede med sine reformer. Ligesom Johannes Døber stod han frem for at udføre en<br />
speciel gerning. Han indvarslede en ny tid. Og dog var den måde, han fremholdt sandheden<br />
på, præget af en fuldkommenhed, som ikke blev overgået af senere reformatorer, ja, nogle<br />
nåede ikke engang så langt hundreder af år senere. Grundvolden var solid og selve bygningen<br />
52
Change language