Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Men Gud havde ledet sit folk i den store adventbevægelse. Hans kraft og herlighed havde
ledsaget den, og han ville ikke tillade den at ende i mørke og skuffelse, beskyldt for at være
falsk, fanatisk ophidselse. Hans ord skulle ikke betragtes med tvivl og uvished. Skønt mange
opgav deres tidligere beregning af de profetiske tidsperioder og sagde, at den bevægelse, der
byggede på dem, var falsk, var der andre, som ikke ville give slip på synspunkter og erfaringer,
der fandt støtte i Skriften og var bevidnet af Guds ånd. De mente, at de havde brugt sunde
principper i deres fortolkning af profetierne, og at det var deres pligt at holde fast ved de
sandheder, de allerede havde fundet, og vedblive at bruge samme metode, når de studerede
Bibelen. Under alvorlig bøn tog de deres standpunkt op til fornyet overvejelse, idet de
studerede Skriften omhyggeligt for at finde deres fejl. Da de ikke kunne se nogen fejl i deres
udregning af de profetiske tidsperioder, begyndte de at undersøge spørgsmålet om
helligdommen nærmere. {MBF 330.3}
Under studiet af dette emne blev de klar over, at der ikke i Skriften findes støtte for den
gængse og populære anskuelse, at jorden er helligdommen. I Bibelen fandt de en fuldstændig
forklaring på emnet helligdommen, dens natur og beliggenhed og den tjeneste, der foregik i
den. De hellige forfatteres vidnesbyrd var så tydelige og udførlige, at spørgsmålet var hævet
over enhver tvivl. I Hebræerbrevet hedder det: „Nu havde også den første pagt sine forskrifter
for gudstjenesten og sin jordiske helligdom. For der var indrettet et forreste rum, hvori
lysestagen og bordet og skuebrødene var; det kaldtes det Hellige. Bag det andet forhæng var
det rum, som kaldtes det Allerhelligste. Det indeholdt et røgelseofferalter af guld og pagtens
ark, der var beslået med guld over det hele; i den var der en guldkrukke med manna og Arons
stav, som havde skudt friske skud, og pagtens tavler. Og oven over arken var herlighedens
keruber, som overskyggede sonedækket.“2 {MBF 331.1}
Den helligdom, som her omtales, var det tabernakel, som Moses på Guds befaling byggede
som en jordisk bolig for den Allerhøjeste. „Du skal lave mig en helligdom, så vil jeg tage
bolig hos dem“3— således lød den befaling, Moses fik, da han var på bjerget med Gud.
Israelitterne var på vandring gennem ørkenen, og tabernaklet blev opbygget, så det kunne
flyttes fra sted til sted. Alligevel var det et prægtigt bygningsværk. Væggene bestod af lodrette
brædder, der var overtrukket med guld og fastgjort til fodstykker af sølv. Loftet bestod af flere
lag tæpper, det yderste var af skind og det inderste af fint linned med kunstfærdigt indvævede
keruber. I forgården stod brændofferalteret. Selve tabernaklet havde to afdelinger, som kaldtes
det Hellige og det Allerhelligste. De var adskilt af et smukt og kostbart forhæng eller tæppe.
Et lignende forhæng var ophængt for indgangen til den første afdeling, det Hellige. {MBF
331.2}
I det Hellige stod lysestagen ved sydvæggen. Dens syv lamper oplyste helligdommen både
dag og nat. Mod nord stod skuebrødsbordet, og foran det forhæng, der skilte de to afdelinger,
stod det gyldne røgelsesalter, hvorfra røgen daglig opsteg til Gud sammen med Israels
bønner. {MBF 331.3}
254