Oprørets Rødder
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Øprorets <strong>Rødder</strong><br />
talrige eksempler på, at videnskabelig dannelse ikke er noget bolværk mod religiøs intolerance<br />
og grusomhed. {MBF 183.1}<br />
Ved en højtidelig offentlig ceremoni forpligtede Frankrig sig til at tilintetgøre<br />
protestantismen. Præsterne krævede, at den krænkelse, som var tilføjet himlen, da messen<br />
blev angrebet, blev sonet med blod, og at kongen offentligt på sit folks vegne godkendte denne<br />
skrækkelige plan. {MBF 183.2}<br />
Den frygtelige ceremoni skulle finde sted den 21. januar 1535. Hele nationens overtroiske<br />
frygt og skinhellige had var blevet vakt. Paris’ gader var tæt pakket med folk fra byen og<br />
omegnen. En imponerende procession skulle indlede dagen. Husene langs ruten var behængt<br />
med sørgeflor. Foran hver gadedør var der anbragt en tændt fakkel til ære for „det hellige<br />
sakramente.“ Før daggry udgik optoget fra kongeslottet med de forskellige sognes faner og<br />
kors i spidsen. Derefter fulgte borgerne to og to med tændte fakler i hænderne. Så fulgte de<br />
fire munkeordener. Efter dem kom et stort optog af berømte relikvier. Bag dem red<br />
højtstående gejstlige, der strålede af juveler og silke og frembød et imponerende skue. {MBF<br />
183.3}<br />
„Paris’ biskop bar hostien under en prægtig baldakin … båret af fire prinser af blodet. …<br />
Efter hostien gik kongen, Frans I, som den dag ikke bar nogen krone eller kåbe.“ Med „blottet<br />
hoved, blikket rettet mod jorden og en tændt kerte i hånden,“ så man Frankrigs konge „i den<br />
bodfærdige rolle.“26Ved hvert alter bøjede han sig ydmygt — ikke på grund af det uskyldige<br />
blod, som besudlede hans hænder, men som bod for den utilgivelige synd nogle af hans<br />
undersåtter havde begået ved at fordømme messen. Efter ham fulgte dronningen og de højeste<br />
embedsmænd to og to. Også de bar tændte fakler. {MBF 183.4}<br />
En af dagens ceremonier bestod i, at kongen skulle tale til rigets højeste embedsmænd i<br />
den store sal i biskoppens palads. Med sorgfuldt ansigt og stor veltalenhed beklagede han<br />
„den forbrydelse, gudsbespottelse, den sorgens ogvanærens dag,“ som nationen måtte opleve.<br />
Han opfordrede alle sine trofaste undersåtter til at hjælpe med at udrydde det dødbringende<br />
kætteri, som truede Frankrig med tilintetgørelse. „Så sandt som jeg er jeres konge,“ sagde<br />
han, „hvis jeg vidste, at et af mine egne lemmer var smittet af denne afskyelige råddenskab,<br />
ville jeg bede jer hugge det af. … Og hvis jeg så, at et af mine børn var besmittet af den, ville<br />
jeg ikke spare det. … Jeg ville selv udlevere det og ofre det til Gud.“ Tårer kvalte hans<br />
stemme, alle de tilstedeværende græd og råbte: „Vi vil leve og dø for den katolske<br />
tro!“27 {MBF 184.1}<br />
Et frygteligt mørke indhyllede den nation, som havde vraget sandhedens lys. Efter at<br />
Frankrig havde set Guds nådes magt, og tusinder var blevet tiltrukket af evangeliets<br />
guddommelige skønhed, havde franskmændene foretrukket mørket for lyset. De havde nægtet<br />
at modtage den himmelske gave. De havde kaldt det onde godt og det gode ondt og var blevet<br />
ofre for deres forsætlige selvbedrag. Selv om de nu muligvis troede, at de tjente Gud ved at<br />
136
Change language