Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
en beskrivelse af sin karakter og sin måde at behandle synden på. „Herren, Herren er en
barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i
tusind led, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den
skyldige ustraffet.“22„Alle de ugudelige udrydder han.“ „Men alle syndere tilintetgøres,
uretfærdige har ingen fremtid.“23Himlens magt og myndighed vil blive brugt til at slå oprøret
ned — men den retfærdige straf vil være i fuldkommen overensstemmelse med Guds
barmhjertighed og langmodighed. {MBF 434.5}
Gud tvinger ikke noget menneskes vilje eller mening. Han ønsker ingen slavisk lydighed.
Han vil, at hans skabninger skal elske ham, fordi han er værd at elske, og adlyde ham, fordi
de har en forstandig opfattelse af hans visdom, retfærdighed og velvilje. Alle, der har den rette
opfattelse af disse egenskaber, vil elske ham, fordi de drages til ham i beundring for hans
egenskaber. {MBF 435.1}
De kærlige, barmhjertige og venlige principper, Frelseren forkyndte og viste i hele sin
gerning, viser tydeligt Guds vilje og karakter. Kristus sagde, at han kun forkyndte det, han
havde fået fra Faderen. Det guddommelige styres principper er helt i harmoni med Frelserens
bud: „Elsk jeres fjender.“ Gud straffer de onde, og det gør han til gavn for universet og til
gavn for dem, han straffer. Han ville gøre dem lykkelige, hvis han kunne gøre det i
overensstemmelse med sit riges love og sin karakters retfærdighed. Han omgiver dem med
tegn på sin kærlighed, han skænker dem kendskab til sin lov og tilbyder dem hele tiden sin
nåde; men de foragter hans kærlighed, erklærer hans lov for ugyldig og forkaster hans nåde.
Skønt de hele tiden modtager hans gaver, vanærer de Giveren; og de hader Gud, fordi de ved,
at han afskyr deres synder. Herren bærer længe over med deres forhærdelse, men til sidst
kommer afgørelsens time, da deres skæbne skal besegles. Vil han da lænke disse oprørere til
sig? Vil han tvinge dem til at gøre sin vilje? {MBF 435.2}
De, der har valgt Satan til deres leder og underkastet sig hans magt, er ikke egnet til at
komme i Guds nærhed. Hovmod, bedrag, tøjlesløshed og grusomhed er blevet en del af deres
karakter. Kan de komme i himlen og for evigt leve sammen med dem, de har foragtet og hadet
her på jorden? En løgner vil aldrig finde behag i sandheden; sagtmodighed tilfredsstiller ikke
den selvglade og hovmodige; den fordærvede ønsker ikke renhed, og uselvisk kærlighed er
ikke tiltrækkende for egoisten. Hvilke glæder kan himlen tilbyde dem, som går fuldstændig
op i jordiske og selviske interesser? Kunne de, hvis liv har været ét langt oprør mod Gud,
pludselig blive bragt ind i himlen og se den ophøjede, hellige tilstand, som hersker dér, hvor
hver sjæl er opfyldt af kærlighed, hvert ansigt stråler af glæde, hvor vidunderlig musik lyder
til Guds og Lammets pris og endeløse strømme af lys fra ham, som sidder på tronen, skinner
på de frelste? Kunne de, hvis hjerter er fuldt af had til Gud, til sandhed og hellighed, færdes
blandt himlens beboere og deltage i deres lovsange? Kunne de tåle lyset fra Guds og Lammets
herlighed? Nej! — de fik mange års nådetid, så de kunne udvikle en karakter, der passede for
himlen, men de kom aldrig til at elske renhed, de lærte aldrig himlens sprog, og nu er det for
334