Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
måske nogen af rådsherrerne troet på ham, eller nogen af farisæerne?“ Da man indså, hvor
vanskeligt det var at gendrive de argumenter, der var baseret på de profetiske tidsperioder,
var der mange, som formanede folk til ikke at studere profetierne, idet de sagde, at de
profetiske bøger var forseglede og ikke kunne forstås. Tusinder, der nærede ubetinget tillid til
deres præster, ville ikke lytte til advarslen. Andre turde ikke tilstå, at de var blevet overbevist
om sandheden, fordi de var bange for at blive „udelukket af synagogen“. Det budskab, Gud
havde givet for at prøve og rense menigheden, åbenbarede kun alt for tydeligt, hvor mange
der elskede verden mere end Kristus. De bånd, der bandt dem til jorden, var stærkere end de
bånd, der bandt dem til himlen. De foretrak at lytte til den verdslige visdoms røst og vendte
sig bort fra sandhedens hjerteransagende budskab. {MBF 305.1}
Idet de nægtede at lytte til den første engels advarsel, afviste de det middel, som himlen
havde tilvejebragt til deres frelse. Med foragt afviste de den nådige budbringer, der ville have
rådet bod på de synder, som skilte dem fra Gud — og med endnu større iver søgte de verdens
venskab. Dette var årsagen til den frygtelige verdslighed, det frafald og den åndelige død, der
prægede kirkesamfundene i 1844. {MBF 305.2}
I Åbenbaringen 14 efterfølges den første engel af en anden, der siger: „Faldet, ja, faldet er
det store Babylon, som skænkede op for alle folkeslagene af sin utugts harmes vin.“5Ordet
„Babylon“ er afledt af Babel og betyder forvirring. Det bruges i Bibelen som betegnelse for
falsk eller frafalden tro. I Åbenbaringen 17 fremstilles Babylon som en kvinde — en
skikkelse, der i Bibelen bruges som symbol på menigheden, idet en dydig kvinde symboliserer
en ren menighed og en utugtig kvinde en frafalden menighed. {MBF 305.3}
I Bibelen symboliseres den hellige og varige forbindelse, der eksisterer mellem Kristus og
hans menighed, ved ægteskabet. Herren har forenet sig med sit folk ved en højtidelig pagt;
han har lovet at være deres Gud, og de har lovet kun at tilhøre ham. Han siger: „Jeg forlover
mig med dig for evigt; jeg forlover mig med dig i ret og retfærdighed, i godhed og
barmhjertighed.“6og videre: „Det er mig, der er jeres Herre.“7 {MBF 306.1}
Paulus bruger det samme udtryk, når han siger: „Jeg har trolovet jer med Kristus, og kun
med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru.“8 {MBF 306.2}
Den troløshed, menigheden har vist over for Kristus ved at vende sin tillid og kærlighed
fra ham og lade kærlighed til alt det verdslige opfylde sjælen, sammenlignes med brud på
ægteskabsløftet. Den synd, Israel begik ved at fjerne sig fra Herren, symboliseres ved
ægteskabsbrud, og Guds vidunderlige kærlighed, som de foragtede, beskrives med disse
gribende ord: „Jeg gav dig min ed og indgik en pagt med dig, så du blev min, siger Gud
Herren.“ „Du blev meget smuk, du fik kongelig værdighed. Blandt folkene fik du ry for din
skønhed, som var fuldendt ved al den pragt, jeg havde iført dig. … men i tillid til din skønhed
og dit ry gav du dig til at hore.“ „Men som en kvinde er troløs mod sin elskede, var I troløse
mod mig, Israels hus, siger Herren.“9 {MBF 306.3}
233