Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
og for at befri og højne landet, end selv den mest strålende sejr på slagmarken nogen sinde
havde gjort. {MBF 72.3}
Bogtrykkerkunsten var endnu ikke opfundet. Derfor var det en vanskelig og tidkrævende
opgave at mangfoldiggøre Bibelen. Men interessen for bogen var så stor, at mange frivilligt
tilbød at hjælpe med at skrive den af. Man havde det største besvær med at dække
efterspørgslen. Nogle mere velhavende ønskede hele Bibelen; andre købte kun dele af den. I
mange tilfælde skaffede flere familier sig et eksemplar i fællesskab, og Wicliffs bibel blev
hurtigt spredt i hjemmene. {MBF 72.4}
Nu blev der appelleret til folks fornuft, og de underkastede sig ikke længere blindt pavens
dogmer. Wicliff underviste nu i protestantismens karakteristiske læresætninger, nemlig frelse
ved tro på Kristus og Skriftens ufejlbarlighed. De prædikanter, han havde sendt ud, udbredte
Bibelen og reformatorens skrifter, og deres arbejde bar så rig frugt, at næsten halvdelen af den
engelske befolkning antog den nye tro. {MBF 73.1}
De kirkelige myndigheder blev forfærdede, da den nye udgave af Bibelen forelå. Her stod
de over for en magt, som var større end Wicliffs — og deres våben formåede kun lidt imod
den. Dengang fandtes der ingen lov i England, som forbød Bibelen, da den aldrig før havde
været udgivet på engelsk. Senere blev der udstedt en sådan lov, som blev strengt håndhævet.
Men indtil videre var det muligt at udbrede Guds ord trods præsternes modstand. {MBF 73.2}
Pavens folk smedede nye rænker for at bringe Wicliff til tavshed. Han blev stævnet for tre
forskellige domstole, men uden resultat. En synode af biskopper erklærede hans skrifter for
kætterske. Det lykkedes dem at få den unge kong Richard II over på deres side, og der blev
udstedt et kongeligt dekret, som idømte alle, der hyldede den forkætrede lære,
fængselsstraf. {MBF 73.3}
Fra synoden appellerede Wicliff til parlamentet. Uden frygt anklagede han præstevældet
for det nationale råd og krævede reformering af de enorme misligheder, som kirken
godkendte. Med så overbevisende styrke udmalede han pavestolens uretmæssige tilegnelser
og korruption, at hans fjender blev forvirrede. Wicliffs venner og tilhængere var blevet
tvunget til at give efter, og det var ventet, at reformatoren selv, i sin høje alder, alene og
venneløs, ville bøje sig for kronens og kirkens forenede magt. Men det blev tværtimod de
pavelige repræsentanter, der måtte se sig slået. Parlamentet lod sig påvirke af Wicliffs
gribende appeller, tilbagekaldte ediktet om at Wiclif og hans tilhængere skulle forfølges, og
reformatoren var fri igen. {MBF 73.4}
Under den tredie retssag blev Wicliff stillet for landets højeste gejstlige domstol. Her ville
man ikke vise skånsel over for vranglære. Nu ville romerkirken endelig sejre, og
reformatorens virksomhed ville blive bragt til ophør. Det mente pavens repræsentanter i al
50