Oprørets Rødder
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Øprorets <strong>Rødder</strong><br />
Kapitel 1—Verdens ende forudsagt<br />
„Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine<br />
øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig,<br />
belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn<br />
sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din<br />
besøgelsestid.“1 {MBF 15.1}<br />
Jesus så ud over Jerusalem fra Oliebjergets top. Det var et smukt og fredfyldt syn. Det var<br />
påske, og Jakobs børn havde forsamlet sig fra alle lande for at fejre den store nationale fest.<br />
De terrasseformede høje, de prægtige paladser og de massive fæstninger i Israels hovedstad<br />
knejsede over haverne og vingårdene og de grønne skråninger, hvor pilgrimmenes telte lå tæt.<br />
Zions datter syntes stolt at udbryde: „Jeg sidder som dronning … og skal aldrig mærke sorg.“<br />
Hun var lige så smuk og anså sig for at være lige så sikker på himlens gunst nu, som da den<br />
kongelige skjald århundreder i forvejen sang: „Hans hellige bjerg knejser smukt til fryd for<br />
hele jorden, Zions bjerg … den store konges by.“2 {MBF 15.2}<br />
Templets prægtige bygninger lå udbredt for hans blik. Den nedgående sols stråler belyste<br />
de snehvide marmormure og gav genskin i den gyldne port og i templets tårn og tinde. Således<br />
fremtrådte „skønhedens krone,“ Jødefolkets stolthed. Hvilken israelit kunne betragte dette syn<br />
uden at blive grebet af glæde og beundring! {MBF 15.3}<br />
Men det var helt andre tanker, der optog Jesu sind. „Da han kom nærmere og så byen, græd<br />
han over den.“3Midt i sejrstogets jubel, da man svingede med palmegrene, og glade<br />
hosiannaråb gav genlyd mellem højene — mens tusinder udråbte ham til konge, blev verdens<br />
Frelser overvældet af en uforklarlig sorg. Guds søn, Israels Forjættede, han, som havde<br />
besejret døden og kaldt dens fanger ud af graven, græd; og det var ikke en almindelig sorg,<br />
der fyldte ham, men en overvældende sjælekval, som han ikke kunne skjule. {MBF 16.1}<br />
Han græd ikke over sig selv, skønt han meget vel vidste, hvor hans vej førte hen. Foran<br />
ham lå Getsemane, hvor han skulle udkæmpe sin store sjælekamp. Han kunne også se<br />
Fåreporten, som man i århundreder havde ført offerdyrene ind gennem. Den ville også blive<br />
åbnet for ham, når han skulle „føres til slagtning“ „som et lam.“4Golgata, hvor korsfæstelsen<br />
skulle finde sted, lå heller ikke langt borte. Når Jesus hengav sin sjæl som et syndoffer, ville<br />
rædslens tætte mørke indhylle den sti, han snart skulle betræde. Det var dog ikke tanken om<br />
alt dette, der kastede en skygge over ham i denne glædestime. Det var ikke tanken om hans<br />
overmenneskelige sjæleangst, der sænkede sig som en sky over hans uselviske ånd. Han græd<br />
over de tusinder af domfældte mennesker i Jerusalem; han græd, fordi de mennesker, han var<br />
kommet for at velsigne og frelse, var blinde og ubodfærdige. {MBF 16.2}<br />
Mere end tusind års historie oprulledes for Jesu blik. I dette tidsrum havde det udvalgte<br />
folk nydt Guds særlige gunst og beskyttelse. Der lå Morija bjerg, hvor løftets søn blev bundet<br />
6
Change language