Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Kapitel 24—I det Allerhelligste
Emnet helligdommen var den nøgle, der løste mysteriet omkring skuffelsen i 1844. Den
gav indblik i et komplet system af sandheder, sammenhængende og harmoniske, der viste, at
Guds hånd havde ledet den store adventbevægelse. Det viste dem også deres pligt på dette
tidspunkt, idet det kastede lys over deres stilling og deres opgave. Ligesom disciplene blev
glade, „fordi de så Herren,“ efter at de havde tilbragt en frygtelig nat i sjælekval og skuffelse,
glædede de mennesker, der i tro havde ventet Kristi genkomst, sig nu. De havde ventet at se
ham komme i herlighed for at give sine tjenere deres løn. {MBF 341.1}
Da de blev skuffede, tabte de Jesus af syne og sagde ligesom Maria ved graven: „De har
flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.“ Nu så de ham igen. Han var i det
Allerhelligste som deres medfølende ypperstepræst, der snart skulle komme som deres konge
og befrier. Lyset fra helligdommen oplyste både fortiden, nutiden og fremtiden. De vidste, at
Guds usvigelige forsyn havde ledet dem. Skønt de, ligesom disciplene, ikke havde forstået
det budskab, de forkyndte, var det rigtigt i alle henseender. De havde gjort Guds vilje ved at
forkynde det, og deres gerning havde ikke været forgæves. Efter at være blevet genfødt „til et
levende håb“ glædede de sig „med en uudsigelig, forklaret glæde“. Både profetien i Dan 8,14:
„2.300 aftener og morgener! Derefter skal helligdommen renses,“ og den første engels
budskab: „Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer,“ havde
tilknytning til Kristi tjeneste i det Allerhelligste — til den undersøgende retshandling, og ikke
til Kristi komme, da han skal forløse sit folk og tilintetgøre de gudløse. Fejlen lå ikke i
beregningen af de 2300 dage, men i den begivenhed, der skulle finde sted ved afslutningen af
de 2300 dage. Det var denne fejltagelse, der var skyld i, at de troende var blevet skuffede;
men alt det, der var forudsagt i profetien, og alt det, som de ifølge Skriften med rette kunne
forvente, var indtruffet. Netop på det tidspunkt, da de sørgede over deres fejlslagne
forhåbninger, indtraf den begivenhed, som budskabet havde forudsagt — den begivenhed,
som skulle indtræffe, før Herren kunne komme og belønne sine tjenere. {MBF 341.2}
Kristus var ikke, som de havde ventet, kommet til jorden, men til det Allerhelligste i Guds
tempel i himlen, som varslet symbolsk. Profeten Daniel skildrer hans komme til den gamle af
dage på dette tidspunkt: „I nattesynerne så jeg dette: Med himlens skyer kom en, der så ud
som en menneskesøn“ — han kom ikke til jorden — men „hen til den gamle af dage og blev
ført frem for ham.“1 {MBF 342.1}
Også profeten Malakias har forudsagt dette: „Herren, som I søger, kommer med ét til sit
tempel, pagtsenglen, som I længes efter, kommer, siger Hærskarers Herre.“2Herrens komme
til sit tempel skete pludseligt, og hans folk havde ikke ventet det. De søgte ham ikke dér. De
ventede, at han skulle komme til jorden „med flammende ild“ for at bringe „straf over dem,
der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om vor Herre Jesus.“3 {MBF 342.2}
262