Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
ske mærkelige ting. Når gudsfrygt og kærlighed ikke længere findes i hjertet, kan det være
meget grusomt. {MBF 490.2}
Når stormen nærmer sig, vil mange, der har bekendt sig til at tro på den tredie engels
budskab, men ikke er blevet helliget ved lydighed mod sandheden, forlade menigheden og
slutte sig til modstanderne. Ved at forene sig med verden er de kommet til at se på tingene
omtrent, som den gør, og når prøvens time kommer, vælger de den letteste udvej og stiller sig
på flertallets side. Begavede, veltalende mænd, der engang glædede sig i sandheden, vil bruge
deres evner til at vildlede og bedrage andre. De bliver deres tidligere brødres værste fjender.
Når sabbatsholdere bliver stillet for retten for at gøre rede for deres tro, vil disse frafaldne
være Satans bedste redskaber til at fremsætte løgnagtige beskyldninger og ophidse herskerne
imod dem. {MBF 491.1}
Under disse forfølgelser skal Herrens tjeneres tro stå sin prøve. Trofast har de fremført
deres advarsel og kun set hen til Gud og til hans ord. Guds ånd har rørt deres hjerter og tvunget
dem til at tale. Opfyldt af hellig iver og med stærk tilskyndelse fra Gud gjorde de deres pligt
uden kold beregning af følgerne af at tale de ord til folket, Herren har givet dem. De har ikke
taget hensyn til deres jordiske interesser eller søgt at beskytte deres gode omdømme eller
deres liv. Men når en storm af modstand og bebrejdelser bryder løs over dem, vil nogle
alligevel blive overvældet af forfærdelse og udbryde: „Hvis vi havde forudset følgerne af vore
ord, havde vi tiet stille.“ Vanskelighederne tårner sig op omkring dem. Satan angriber dem
med stærke fristelser. Den gerning, de har påtaget sig, synes langt at overstige deres kræfter.
De trues med ødelæggelse. Den begejstring, de var besjælet af, er borte, men de kan alligevel
ikke give op. I deres følelse af fuldstændig hjælpeløshed tyr de til den Almægtige for at få
styrke. De husker, at de ord, de har talt, ikke var deres egne, men fra ham, som havde befalet
dem at give advarslen. Det var Gud, der havde lagt sandheden i deres hjerter, og de kunne
ikke lade være at forkynde den. {MBF 491.2}
Guds mænd i tidligere tider har været gennem lignende prøvelser. Wicliff, Huss, Luther,
Tyndale, Baxter og Wesley gjorde gældende, at enhver lære skulle prøves med Bibelen, og
erklærede, at de ville tilbagekalde alt det, der var ubibelsk. En nådeløs forfølgelse rasede imod
disse mænd, men alligevel holdt de ikke op med at forkynde sandheden. Forskellige perioder
i kirkens historie har været præget af særlige sandheder, afpasset efter Guds børns behov på
den tid. Hver ny sandhed har måttet kæmpe sig frem gennem modstand og had. De, der
modtog dens lys, blev fristet og prøvet. Herren sender en speciel sandhed til sit folk, når det
er i nød. Hvem tør lade være med at forkynde den? Gud befaler sine tjenere at forkynde den
sidste nådige indbydelse til verden. De kan ikke tie uden at risikere selv at gå glip af det evige
liv. Kristi sendebud kan ikke tage hensyn til konsekvenserne. De må gøre deres pligt og lade
Gud om følgerne. {MBF 492.1}
375