Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
De husker levende Frelserens lignelse om vingårdsmændene, der nægtede at give ejeren
vingårdens frugt, og som mishandlede hans tjenere og dræbte hans søn. De husker også den
dom, de selv afsagde: „Et ondt endeligt vil han give de onde.“ I disse utro mænds synd og
straf ser præsterne og de ældste nu deres eget levnedsløb og deres egen retfærdige dom. Og
nu lyder et skrig af den dybeste fortvivlelse. Højere end råbet: „Korsfæst ham! Korsfæst
ham!“ som gav genlyd i Jerusalems gader, lyder dette frygtelige klageråb: „Han er Guds Søn!
Han er virkelig Messias!“ De prøver på at flygte fra kongernes Konge. I jordens dybe huler,
som er ødelagt af elementernes rasen, prøver de forgæves at gemme sig. {MBF 519.3}
Alle, der forkaster sandheden, oplever nu og da øjeblikke, hvor samvittigheden vågner, og
hukommelsen viser et martrende minde om et liv i hykleri, og hvor sjælen plages af ørkesløse
beklagelser. Men dette er for intet at regne i sammenligning med den anger og
selvbebrejdelse, de vil føle på den dag, „når rædslen kommer over jer som et uvejr, når jeres
ulykke kommer som en hvirvelvind.“24De, der ville tilintetgøre Kristus og hans folk, bliver
nu vidne til den herlighed, der hviler over dem. Midt i al deres rædsel hører de de helliges
stemmer råbe frydefuldt: „Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste
os.“25 {MBF 519.4}
Under jordens rystelser, lynenes glimten og tordenens buldren kalder Guds søns stemme
de sovende hellige frem. Han ser på de retfærdiges grave, og så løfter han sine hænder og
råber: „Vågn, vågn, vågn, I, som sover i støvet, og stå op!“ Overalt på jorden skal de døde
høre hans stemme, og de, der hører, skal leve. Hele jorden vil genlyde af den umådeligt store
hærskare fra alle nationer, slægter, tungemål og folk. Fra dødens fængsel kommer de, klædt i
udødelig herlighed, under råbet: „Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?“26De levende
retfærdige og de opstandne hellige forener deres stemmer i et langt, frydefuldt sejrsråb. {MBF
520.1}
Alle kommer frem af deres grave i samme skikkelse, som da de blev lagt i dem. Adam, der
står i den opstandne skare, er en høj, majestætisk skikkelse, kun lidt mindre end Guds søn.
Han udgør en markant kontrast til menneskene af senere generationer. I dette ene tilfælde
vises menneskeracens degeneration. Men alle opstår med den evige ungdoms friskhed og
vitalitet. I begyndelsen blev mennesket skabt i Guds billede, ikke blot i karakter, men i
skikkelse og egenskaber. Synden har vansiret og næsten udslettet Guds billede, men Kristus
kom for at genskabe det, der var gået tabt. Han vil forandre vore usle legemer, og forme dem
efter sin egen herlige skikkelse. Den dødelige, forkrænkelige, alt andet en pæne skikkelse,
engang vanhelliget af synd bliver fuldkommen, smuk og udødelig. Alle skavanker og
misdannelser efterlades i graven. De frelste, der igen får adgang til livets træ i det Eden, de
mistede for så længe siden, vil „vokse op“27til menneskeracens fulde statur i dens oprindelige
herlighed. De sidste spor af syndens forbandelse fjernes, og Kristi trofaste tilhængere vil
fremstå i skønhed som Herren vor Gud og i ånd, sjæl og legeme reflektere deres herres
396