Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Menno trak sig tilbage fra romerkirken og viede resten af sit liv til at lære andre de
sandheder, han selv havde fundet. Både i Tyskland og i Nederlandene var der opstået
fanatikere, som forfægtede meningsløse og oprørske læresætninger, der krænkede orden og
sømmelighed og resulterede i vold og oprør. Menno så, hvilke forfærdende resultater, disse
bevægelser uundgåeligt ville føre til, og modarbejdede af alle kræfter fanatikernes falske lære
og vilde planer. Der var imidlertid mange, som havde været vildledt af disse fanatikere, men
igen havde opgivet deres fordærvelige lære, og der var stadig mange efterkommere tilbage af
de gamle kristne menigheder — frugten af valdensernes undervisning. Blandt disse
mennesker arbejdede Menno med iver og godt resultat. {MBF 192.3}
I 25 år rejste han sammen med sin hustru og sine børn, led ofte nød og afsavn og var tit i
livsfare. Han rejste gennem Nederlandene og Nordtyskland og arbejdede hovedsagelig blandt
de lavest stillede, men fik indflydelse i vide kredse. Ganske vist var hans uddannelse
begrænset, men han var af naturen veltalende. Han var usvigeligt retskaffen, ydmyg og venlig,
og hans fromhed var oprigtig og inderlig. Hans eget liv var et eksempel på det, han lærte
andre, og han vandt folkets tillid. Hans efterfølgere blev spredt og undertrykt. De led meget
under at blive forvekslet med Thomas Münzers fanatiske tilhængere. Men mange blev
omvendt ved Mennos arbejde. {MBF 193.1}
Ingen andre steder blev den reformerte lære mere almindeligt udbredt end i Nederlandene.
Og få andre steder måtte dens tilhængere udholde en mere frygtelig forfølgelse. I Tyskland
havde Karl V forbudt reformationen og ville med glæde have sendt alle dens tilhængere på
bålet, men fyrsterne rejste sig mod hans tyranni. I Nederlandene var hans magt større, og den
ene forfølgelse fulgte efter den anden. At læse Bibelen, at høre eller prædike den eller blot
omtale den var ensbetydende med at risikere døden på bålet. Der var også dødsstraf for at
bede hemmeligt til Gud, at synge en salme eller at undlade at bøje sig for et helgenbillede.
Selv de, der var villige til at afsværge deres vildfarelse, blev dømt — mænd til at halshugges,
kvinder til at begraves levende. Tusinder omkom under Karl V’s og Filip II’s regering. {MBF
193.2}
Engang blev en hel familie ført for inkvisitorerne, anklaget for at være udeblevet fra
messen og for at have holdt gudstjeneste hjemme. Da den yngste søn blev forhørt om, hvad
det var, de hemmeligt foretog sig, svarede han: „Vi knæler og beder om, at Gud vil oplyse
vort sind og tilgive vore synder. Vi beder for vor hersker, at hans regering og hans liv må
blive lykkeligt. Vi beder for vor øvrighed, at Gud vil bevare den.“4Nogle af dommerne var
dybt bevægede, men alligevel blev faderen og en af sønnerne dømt til bålet. {MBF 193.3}
Men martyrernes tro kunne måle sig med deres forfølgeres raseri. Ikke blot mænd, men
blide kvinder og unge piger viste et ubøjeligt mod. „Hustruerne plejede at stille sig ved deres
mænds bål, og mens han pintes af ilden, hviskede de trøstende ord eller sang salmer for at
styrke ham. Unge piger lagde sig levende i graven, som om de havde lagt sig til at sove i deres
143