Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
føre en munks ørkesløse tilværelse. Han indså, at hele sønnens fremtid stod på spil og befalede
ham straks at komme hjem. {MBF 138.2}
Han adlød, men blev hurtigt ked af at være hjemme, og genoptog sine studier i Basel. Her
hørte han for første gang evangeliet om Guds frie nåde. Thomas Wyttenbach, som underviste
i antikke sprog, havde fattet stor interesse for Den hellige Skrift, mens han studerede græsk
og hebraisk, og gennem ham trængte stråler af guddommeligt lys ind i de studerendes sind.
Wyttenbach hævdede, at der fandtes en sandhed, som var langt ældre og mere værdifuld end
de teorier, som skolastikere og filosoffer forfægtede. For Zwingli var disse ord som det første
lysskær før solopgang. {MBF 139.1}
Han forlod snart Basel for at begynde sin livsgerning. Hans første arbejdsmark var et
alpesogn i nærheden af hjemegnen. Da Ulrich Zwingli var blevet præst, hengav han sig af
hele sit hjerte til at søge efter den guddommelige sandhed. Han var klar over, at den, hvem
Kristi hjord er betroet, må vide meget.2Jo mere han granskede Bibelen, des tydeligere så han
modsætningen mellem dens sandheder og Roms vranglære. Selv bøjede han sig kun for
Bibelen som den eneste ufejlbarlige målestok. Han forstod, at Bibelen må være sin egen tolk
og vovede ikke at udlægge den for at støtte en forudfattet teori eller læresætning. Han anså
det for sin pligt at forkynde Bibelens direkte og umiskendelige lære. Han søgte på alle måder
at få en korrekt forståelse af dens mening, og han påkaldte Helligånden, som han sagde ville
åbne Guds ord for alle, som søgte oprigtigt og med bøn. {MBF 139.2}
„Den hellige Skrift,“ sagde Zwingli, „kommer fra Gud, ikke fra mennesker, og den Gud,
som giver oplysning, vil også lade dig forstå, at talen kommer fra ham. Guds ord kan ikke
svigte. Det forkynder og åbenbarer sig selv; det giver sjælen frelse, nåde og trøst. Det ydmyger
den, så den glemmer sig selv og omfavner Gud.“ Han havde selv erfaret sandheden i disse ord
og skrev senere herom: „Da jeg først studerede Den hellige Skrift, begyndte filosofi og
(skolastisk) teologi altid at komme til mig med indvendinger. Til sidst nåede jeg så vidt, at
jeg tænkte: ‘Du må lade alt dette ligge og udelukkende lære Guds mening af hans eget klare
ord alene.’ ‘Så begyndte jeg at bede Gud give mig mere lys, og Den hellige Skrift syntes mig
meget lettere at forstå.’ “3 {MBF 139.3}
Zwingli havde ikke fået den lære, han forkyndte, fra Luther. Det var Kristi lære. „Hvis
Luther forkynder Kristus,“ sagde den schweiziske reformator, „så gør han det samme som
jeg. Han har ført mange flere til Kristus end jeg. Men det betyder intet. Jeg vil ikke vedkende
mig nogen anden end Kristus. Jeg er hans soldat, og han er min eneste leder. Jeg har aldrig
skrevet til Luther, og han har aldrig skrevet til mig. Og hvorfor? … For at det kunne bevises,
i hvor høj grad Guds ånd er i harmoni med sig selv, siden vi begge uden at kende hinanden
forkynder Kristi lære så ens.“4 {MBF 139.4}
I 1516 blev Zwingli kaldet til at blive præst ved klostret i Einsiedeln. Her fik han nøjere
kendskab til romerkirkens fordærvelse. Og herfra kom han til at øve en indflydelse som
102