Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
hen,“ et eksempel på alle de opstandne retfærdige hvis „fornedrede legeme“ skal forvandles
og få samme „skikkelse som hans herliggjorte legeme.“9På samme måde skulle de
begivenheder, der var skildret i symboler, som hentydede til genkomsten, indtræffe på det
tidspunkt, der var angivet i den symbolske tjeneste. I det mosaiske system fandt
helligdommens renselse eller den store forsoningsdag sted på den tiende dag i den syvende
jødiske måned,10da ypperstepræsten, efter at have skaffet hele Israel soning og således fjernet
alle folkets synder fra helligdommen, kom ud og velsignede folket. Derfor troede man, at
Kristus, vor store Ypperstepræst, skulle komme og rense jorden ved at tilintetgøre synden og
synderne — og skænke sit ventende folk udødelighed. Man mente, at Herren ville komme
igen på den tiende dag i den syvende måned — på det tidspunkt, da helligdommen skulle
renses. Denne dag faldt i 1844 på den 22. oktober. Dette stemte med den kendsgerning, at de
2300 dage ville udløbe om efteråret. Den slutning forekom uomstødelig. {MBF 321.2}
I lignelsen i Matt 25 følges ventetiden og søvnen af brudgommens komme. Dette stemte
overens med de beviser, som netop er fremholdt — både ud fra profetien og symbolerne.
Mange var overbevist om sandheden i dette, og „midnatsråbet“ blev forkyndt af tusinder af
troende. {MBF 321.3}
Bevægelsen fejede som en flodbølge hen over landet. Den gik fra by til by, fra landsby til
landsby og til de fjerneste flækker, indtil Guds ventende born var helt vækket op. Fanatismen
forsvandt for denne forkyndelse, som frost for solens stråler. De troendes hjerte fyldtes af håb
og mod — tvivl og forvirring forsvandt. Værket var befriet for de yderligheder, som altid
viser sig, når menneskelig ophidselse ikke holdes i ave af Guds ånd. Det var af samme karakter
som det, der skete i det gamle Israel, når de ydmygede sig for Herren, efter at han havde revset
folket ved en af sine tjenere. Værket havde det præg, som Guds værk altid har. Der var ingen
ekstatisk glæde, men inderlig selvransagelse, syndsbekendelse og forsagelse af verden.
Forpinte sjæle beredte sig til at møde Herren. Der blev bedt oprigtigt, og man helligede sig
uforbeholdent til Herren. {MBF 321.4}
Miller beskriver denne tid således: „Der lyder ingen glædesudbrud; det er, som bliver de
gemt til en senere anledning, da himmel og jord skal fryde sig sammen i en ubeskrivelig
lyksalighed. Ingen råber — man venter, til råbet fra himlen skal lyde. Sangerne er tavse — de
venter, til de skal synge sammen med det himmelske englekor. … Der er ingen
følelsesmæssige konflikter; alle er fuldstændig enige.“11 {MBF 322.1}
En anden, der var med i bevægelsen, sagde: „Alle vegne var der inderlig hjerteransagelse
og ydmygelse for himlens Gud. Interessen blev vendt fra det, der hører denne verden til; al
strid og fjendskab blev bilagt, alle forurettelser tilstået, og angrende, bodfærdige hjerter bad
Gud om tilgivelse. Der var en sjælens ydmyghed, hvis lige vi aldrig før havde set. Gennem
Joel havde Gud befalet, at når hans store dag var nær, skulle mennesker sønderrive deres
hjerter og ikke deres klæder og omvende sig til ham med faste og gråd. Som Gud havde lovet
247