Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Kapitel 13—Nederlandene og Skandinavien
I Nederlandene fremkaldte pavens tyranni allerede tidligt en resolut protest. Syv hundrede
år før Luthers tid blev den romerske pave således frygtløst anklaget af to biskopper, der var
blevet sendt med et gesandtskab til Rom og dér havde erfaret „den hellige stols“ sande natur:
Gud „har sørget for kirken, sin dronning og brud, med en ædel, evigtvarende forsyning til
dens familie, en medgift, som er uvisnelig og uforgængelig, og givet hende en evig krone og
et evigt scepter, … alle disse velgerninger tilraner I jer som en tyv! I indretter jer i Guds
tempel. I stedet for at være hyrde er I blevet en ulv blandt fårene. … I vil gerne lade os tro, at
I er blevet den øverste biskop, men I optræder snarere som en tyran. … Mens I burde være
blevet tjenernes tjener, som I kalder jer, stræber I efter at blive herrernes Herre! I bringer Guds
bud i vanry! … Det er Helligånden, der opbygger alle kirker, så langt jorden rækker. … Vor
Guds stad, hvis borgere vi er, når ud til alle himlens egne, og den er større end den by, som af
de hellige profeter kaldes Babylon — den, som foregiver at være guddommelig, hæver sig
selv til skyerne og praler af, at dens sjæl er udødelig; og endelig — skønt uden grund — af,
at den aldrig har taget fejl eller nogen sinde kan gøre det.“1Ned gennem tiderne stod andre
frem og gentog denne protest. Disse fortidens lærere, som rejste gennem forskellige lande og
var kendt under forskellige navne, var åndsbeslægtede med de valdensiske missionærer. Alle
vegne udbredte de kendskabet til evangeliet. De nåede også til Nederlandene, og deres lære
bredte sig hurtigt. De oversatte den valdensiske bibel til hollandsk. „Den var til megen nytte,“
sagde de. „Der var ingen spøg, ingen opdigtede historier, ingen falskhed — kun sandhedens
ord. Hist og her var skallen ganske vist lidt hård, men man opdagede let marven og sødmen i
det, som var godt og helligt.“2 {MBF 191.1}
„Nu begyndte Roms forfølgelser, men trods bål og pinsler blev de troende stadig flere og
erklærede standhaftigt, at Bibelen er den eneste ufejlbare religiøse myndighed, og at ingen
bør tvinges til tro, men bør vindes ved forkyndelse.“3 {MBF 192.1}
Luthers lære faldt i frugtbar jord i Nederlandene, og alvorlige, trofaste mænd stod frem for
at prædike evangeliet. Fra en hollandsk provins kom Menno Simmons. Skønt han var opdraget
som katolik og ordineret til præst, var han fuldstændig uvidende med hensyn til Bibelen og
turde ikke læse den af frygt for, at den skulle forlede ham til kætteri. Han kom til at tvivle på
forvandlingslæren (messen), men anså det for en fristelse fra Satan og søgte ved bøn og
skriftemål at bringe samvittighedens anklagende stemme til tavshed ved at deltage i
vidtløftige optrin. Efter en tid begyndte han at studere Det Nye Testamente, og sammen med
læsning af Luthers skrifter førte det ham til at antage den reformerte tro. Kort tid efter var han
i en naboby vidne til, at en mand blev halshugget, fordi han var blevet gendøbt. Det fik ham
til at undersøge spørgsmålet om barnedåb i Bibelen. Han kunne ikke finde noget grundlag for
den i Skriften, men så derimod, at der alle vegne krævedes anger og tro som betingelsen for
at blive døbt. {MBF 192.2}
142