Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Derpå vil den store bedrager overbevise mennesker om, at alle disse ulykker skyldes dem,
der tjener Gud. De, der har nedkaldt himlens vrede, vil beskylde dem, hvis lydighed mod
Guds bud er en stadig bebrejdelse mod overtræderne, for at være skyld i alle deres
vanskeligheder. Det skal hedde sig, at mennesker krænker Gud ved ikke at helligholde
søndagen, at det er denne synd, der har medført ulykker, som ikke holder op, før
helligholdelsen af søndagen bliver tvungen. Samt at de, der kommer med det fjerde buds krav
og ødelægger ærbødigheden for søndagen, er folkets plageånder, der hindrer dem i at
genvinde Herrens gunst og verdslig fremgang. Sådan gentages de beskyldninger, der i gamle
dage blev rettet mod Guds tjenere, og med lige så god grund: „Så snart Akab fik øje på Elias,
sagde han til ham: ‘Nå, der er du, som styrter Israel i ulykke!’ Han svarede: ‘Det er ikke mig,
der styrter Israel i ulykke, men dig og din fars hus, fordi I har svigtet Herrens befalinger, og
fordi du følger Ba’alerne.’“4Når folkets vrede vækkes ved falske beskyldninger, vil de
behandle Guds sendebud på samme måde, som det frafaldne Israel behandlede Elias. {MBF
475.4}
Den undergørende magt, som viser sig gennem spiritismen, vil bruge sin indflydelse imod
alle dem, der vælger at adlyde Gud mere end mennesker. Meddelelser fra ånderne vil hævde,
at Gud har sendt dem for at overbevise dem, der forkaster søndagen, om deres fejltagelse, og
indskærpe, at landets love skal adlydes som Guds lov. De vil beklage den store ondskab i
verden og støtte de religiøse lederes udtalelser om, at de dårlige moralske tilstande skyldes
søndagens vanhelligelse. De vil ophidse til stor vrede mod alle, der nægter at godkende deres
vidnesbyrd. {MBF 476.1}
Satans politik i den sidste kamp mod Guds folk er den samme, som han brugte ved
begyndelsen af den store kamp i himlen. Han foregav at søge at fremme det guddommelige
styres stabilitet, mens han i hemmelighed satte alt ind på at omstyrte det. Og han beskyldte de
trofaste engle for det, han selv søgte at gennemføre. Den samme bedrageriske politik har
præget den katolske kirkes historie. Den har foregivet at handle som himlens viceregent, mens
den søgte at ophøje sig selv over Gud og at forandre hans lov. Under romerkirkens
herredømme blev de, der led døden for deres troskab mod evangeliet, erklæret for forbrydere.
De blev anset for at være i forbund med Satan, og man søgte på alle tænkelige måder at sværte
dem til, for at de i andres øjne — ja selv i deres egne — skulle se ud som de værste forbrydere.
Således vil det også være nu. Idet Satan søger at tilintetgøre dem, der ærer Guds lov, vil han
få dem anklaget for at overtræde loven og for at vanære Gud og bringe straffedomme over
verden. {MBF 476.2}
Gud tvinger aldrig menneskers vilje eller samvittighed, men Satan griber hele tiden til
grusomhed og tvang for at få magt over dem, han ikke på anden måde kan forføre. Ved at
skabe frygt og bruge magt søger han at beherske samvittigheden og sikre sig selv at blive
hyldet. Han virker gennem både religiøse og verdslige myndigheder for at opnå dette og får
dem til at gennemføre menneskelige love i strid med Guds lov. {MBF 476.3}
364