Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
for universitet og adel anmodede paven om at lade Huss sende en stedfortræder til Rom. Men
paven var besluttet på at få Huss stillet for retten og dømt. Derfor lyste han interdikt over
Prag. {MBF 81.5}
Dengang var en sådan dom frygtet af alle. De ceremonier, som fulgte med interdiktet,
kunne nok sætte skræk i folk, der troede, at paven repræsenterede Gud selv, havde Himlens
og Helvedes nøgler og magt til at nedkalde både jordiske og åndelige straffe. Man troede, at
himlens port var lukket for den egn, som var belagt med interdikt, og at de døde var udelukket
fra himlen, indtil det behagede paven at ophæve interdiktet. Kirkerne blev lukket, og vielser
foregik på kirkegården. De døde måtte ikke begraves i indviet jord, men blev uden ceremonier
gravet ned i grøfter eller på marken. Ved sådanne midler søgte Rom at bevare magten over
menneskers samvittighed. {MBF 81.6}
Der blev et vældigt røre i Prag. Mange gav Huss skylden for disse ulykker og krævede, at
han skulle udleveres til Rom. For at få uvejret til at lægge sig trak Huss sig for en tid tilbage
til sin fødeby. Han skrev til sine venner i Prag: {MBF 82.1}
„Når jeg har trukket mig tilbage, er det for at følge Jesu befaling og eksempel, så
ildesindede mennesker ikke skal pådrage sig evig fordømmelse — og for ikke at bringe
trængsel og forfølgelse over Guds børn. Det er også af frygt for, at ugudelige præster i længere
tid skal forbyde, at Guds ord forkyndes iblandt jer, men jeg har ikke forladt jer for at fornægte
den guddommelige sandhed. Med Guds hjælp er jeg villig til at dø for den.“4Huss afbrød ikke
sit arbejde, men rejste omkring og prædikede for interesserede skarer. Og således blev pavens
forholdsregler mod evangeliet et middel til dets udbredelse. „Vi formår ikke noget imod
sandheden, men kun for den.“5 {MBF 82.2}
„Under denne fase af Johan Huss’ levnedsløb må hans sind have været skueplads for en
pinefuld strid. Skønt kirken forsøgte at overvælde ham med bulder og brag, havde han ikke
forkastet dens autoritet. Han betragtede stadig romerkirken som Kristi brud og paven som
Guds repræsentant og stedfortræder. Det, Huss kæmpede imod, var magtmisbrug, ikke selve
princippet. Dette fremkaldte en frygtelig kamp mellem fornuftens og samvittighedens
stemme. Hvis autoriteten var retfærdig og ufejlbarlig, som han mente den var, hvorfor så han
sig da tvunget til at være ulydig mod den? Han anså det for at være en synd at adlyde, men
hvorfor skulle lydighed mod en ufejlbarlig kirke medføre sådanne problemer? Dette problem
kunne han ikke løse — og det var denne tvivl, der pinte ham time efter time. Den mest
nærliggende løsning, han kunne finde, var, at der var sket det samme som på Frelserens tid.
Kirkens præster var blevet ugudelige mennesker, som brugte deres lovlige myndighed på
ulovlig måde. Dette førte til, at han som rettesnor for sig selv — og gennem sin forkyndelse
også for andre — antog den grundsætning, at Skriftens ord, der kommer til os gennem
forstanden, skal vejlede samvittigheden — med andre ord, at Guds tale i Bibelen og ikke
kirkens tale gennem præsteskabet er den eneste ufejlbarlige vejleder.“6 {MBF 82.3}
57