Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
„Jeg hørte lyden som af en stor folkeskare og som af vældige vande og som af stærk torden,
som sagde: Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten.“16 {MBF 544.1}
Mens jorden var indhyllet i den tilintetgørende ild, opholdt de retfærdige sig i sikkerhed i
den hellige stad. Den anden død har ingen magt over dem, der havde del i den første
opstandelse. Mens Gud er en altfortærende ild for de ugudelige, er han sol og skjold for sit
folk.17 {MBF 544.2}
„Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord
forsvandt.“18Den ild, der fortærer de ugudelige, lutrer jorden. Forbandelsens sidste spor er
udslettet. Intet evigt brændende helvede vil minde de frelste om syndens frygtelige
følger. {MBF 544.3}
Kun ét minde bliver tilbage: Vor Frelser vil altid bære mærkerne efter sin korsfæstelse. På
hans sårede hoved, i hans side og på hans hænder og fødder ses de eneste spor af syndens
grusomme følger. Profeten, der så Kristus i hans herlighed, siger: „Fra hans side udgår stråler;
dér er hans vælde i skjul.“19 {MBF 544.4}
I den gennemborede side, hvorfra den blodrøde strøm flød ud, som forsonede mennesket
med Gud — dér er Frelserens herlighed, „der er hans vælde i skjul.“ Han var „vældig til at
frelse“ på grund af forløsningens offer. Han er derfor også i stand til at udøve retfærdighed
mod dem, der foragtede Guds barmhjertighed. Og tegnene på hans ydmygelse er hans største
ære. I al evighed vil sårene fra Golgata forkynde hans pris og magt. {MBF 544.5}
„Men du, … Zions datter, til dig kommer det, det tidligere herredømme kommer.“20Den
tid er kommet, som hellige mænd længselsfuldt har set frem til, siden flammesværdet
spærrede vejen til Edens have for det første menneskepar — tiden, hvor „forløsningen
kommer for hans ejendomsfolk.“21Den jord, der oprindelig blev skænket mennesket som dets
rige, og som det forrådte til Satan, den vældige fjende, der holdt den så længe, er nu vundet
tilbage ved hjælp af forløsningens store plan. Alt det, der gik tabt ved synden, er givet tilbage.
„Dette siger Herren, … som dannede jorden og frembragte den, han som grundfæstede den;
han skabte den ikke til tomhed, men dannede den til beboelse.“22Guds oprindelige hensigt
med at skabe jorden fuldbyrdes nu, idet den bliver de frelstes hjem i al evighed. „De retfærdige
skal få landet i arv og eje og bo i det til evig tid.“23 {MBF 544.6}
En frygt for at få vor fremtidige arv til at virke for materiel har fået mange til at lægge en
symbolsk betydning i netop de sandheder, der lærer os at betragte den som vort hjem. Kristus
forsikrede sine diciple, at han gik bort for at berede boliger for dem i sin fars hus. De, der tror
Guds ords lære, vil ikke være helt uvidende om den himmelske bolig. Og dog er det sandt,
hvad der står: „Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget
menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.“24 {MBF 545.1}
415