Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Hans ord var ikke uden virkning. Dagen efter at Luther havde havde givet sit svar,
forelagde kejser Karl rigsdagen et budskab, hvori han kundgjorde sin beslutning om ligesom
sine forgængere at opretholde og beskytte den katolske religion. Da Luther havde afslået at
opgive sine vildfarelser, skulle der tages de kraftigste forholdsregler imod ham og de
kætterske lærdomme, han fremsatte. Kejseren sagde: „En enkelt munk, der er vildledt af sin
egen dårskab, har gjort oprør mod kristenhedens tro. For at standse en sådan ugudelighed vil
jeg ofre mine riger, mine skatte, mine venner, mit legeme, mit blod, min sjæl og mit liv. Jeg
vil sende augustinermunken Luther bort med forbud mod at forårsage den ringeste uro blandt
folk. Derefter vil jeg forfølge ham og hans tilhængere som hårdnakkede kættere med
udelukkelse af kirken, med interdikt og alle midler, som er egnet til deres udryddelse. Jeg
opfordrer medlemsstaterne til at optræde som tro kristne.“26Ikke desto mindre erklærede
kejseren, at Luthers lejdebrev måtte respekteres, og at han skulle have tilladelse til at vende
hjem i sikkerhed, før der kunne indledes nogen proces imod ham. {MBF 130.3}
Nu fremkom to modstridende meninger fra rigsdagens medlemmer. Pavens repræsentanter
krævede, at der ikke skulle tages hensyn til Luthers lejdebrev. {MBF 131.1}
„I Rhinen,“ sagde de, „burde hans aske kastes, som tilfældet havde været med Johan Huss’
aske for hundrede år siden.“27Men skønt de tyske fyrster var katolikker og åbent erklærede
sig for Luthers fjender, protesterede nogle af dem mod et sådant offentligt tillidsbrud og kaldte
det en plet på nationens ære. De gjorde opmærksom på de ulykker, som fulgte efter Huss’
død, og erklærede, at de ikke vovede at nedkalde en gentagelse af disse forfærdelige onder
over Tyskland eller deres unge kejser. {MBF 131.2}
Som svar på det nedrige forslag sagde Karl selv: „Skulle end ære og tro være forvist fra
hele verden, burde de dog finde tilflugt i fyrsternes hjerter.“28 {MBF 131.3}
De bitreste af Luthers pavelige fjender tilskyndede ham stadig til at behandle Luther som
Sigismund, der overlod Huss til kirken på nåde og unåde. Men Karl V genkaldte sig den scene,
hvor Huss i offentlighedens påsyn havde mindet monarken om hans højtidelige løfte, og
erklærede: „Jeg ønsker ikke at rødme som Sigismund.“29 {MBF 131.4}
Alligevel havde kejseren med fuldt overlæg forkastet de sandheder, som Luther fremholdt.
„Jeg er fast besluttet på at følge mine forfædres eksempel,“ skrev monarken.30Han havde
besluttet ikke at vige fra skik og brug — ikke engang for at følge sandhedens og
retfærdighedens vej. Som sine fædre ville også han opretholde pavevældet med dets
grusomhed og fordærv. Således nægtede han at tage imod noget lys, som hans forfædre ikke
havde modtaget, eller at påtage sig nogen pligt, de ikke havde påtaget sig. {MBF 131.5}
Også i dag klamrer mange sig til deres fædres vaner og traditioner. Når Herren sender dem
nyt lys, afslår de at modtage det, fordi det ikke blev skænket til og modtaget af deres fædre.
Vi står ikke, hvor vore fædre stod; vore pligter og vort ansvar er ikke de samme som deres.
96