Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
den forargelse, som præsterne vækker, der styrter så mange stakkels sjæle i evig fortabelse.
Der må iværksættes en gennemgribende reform!“6 {MBF 120.4}
En mere kyndig og kraftig fordømmelse af de pavelige misbrug kunne end ikke Luther selv
have fremsat — og den kendsgerning, at taleren var en afgjort fjende af reformationen, gav
hans ord forøget vægt. {MBF 121.1}
Hvis forsamlingens øjne var blevet åbnet, ville de have set Guds engle sprede lys iblandt
dem gennem vildfarelsens mørke og åbne deres sind og hjerte for sandheden. Det var
sandhedens og visdommens Gud, som styrede selv reformationens modstandere og således
beredte vejen for sit store værk. Martin Luther var ikke til stede, men en større stemme end
hans havde ladet sig høre i forsamlingen. {MBF 121.2}
Rigsdagen udpegede straks en komité, der skulle opregne de pavelige
undertrykkelsesmetoder, der hvilede så tungt på det tyske folk. En liste, der omfattede et
hundrede og et punkter, blev overrakt kejseren med bøn om, at han snarest ville tage
forholdsregler mod disse misligheder. Ansøgerne skrev: {MBF 121.3}
„Hvilket tab af kristne sjæle, hvilke plyndringer, hvilken udsugning på grund af den
forargelse, som kristenhedens åndelige overhoved er omgivet af! Det er vor pligt at forhindre
vort folks ødelæggelse og vanære. Af denne grund beder vi ydmygt, men indtrængende om at
påbyde almindelig reformation og sørge for, at den bliver gennemført.“7 {MBF 121.4}
Nu forlangte rådet, at Luther skulle fremstilles for dem. Trods Aleanders bønner, protester
og trusler gav kejseren sit samtykke. Man indkaldte Luther og sendte ham samtidig et
lejdebrev, som sikrede hans tilbagerejse til et sikkert sted. Disse breve blev bragt til
Wittenberg af en herold, som også havde fået pålæg om at bringe Luther til Worms. {MBF
121.5}
Luthers venner blev forfærdede. De kendte den fjendtlige stemning imod ham og frygtede,
at ikke engang hans lejdebrev ville blive respekteret. De bønfaldt ham om ikke at bringe sit
liv i fare. Han svarede: „Katolikkerne ønsker ikke, at jeg skal komme til Worms, men kun at
jeg skal dømmes og dø. Det har ingen betydning. Bed ikke for mig, men for Guds ord. …
Kristus vil skænke mig sin ånd, så jeg kan overvinde disse vildfarelsens tjenere. Hele mit liv
har jeg foragtet dem. Ved min død skal jeg besejre dem. I Worms har de travlt med at prøve
på at tvinge mig til at tilbagekalde mine ord, og dette skal være min tilbagekaldelse: Jeg har
før sagt, at paven var Kristi stedfortræder. Nu vil jeg hævde, at han er vor Herres modstander
og Djævelens apostel.“8 {MBF 121.6}
Luther kom ikke til at foretage sin farefulde rejse alene. Foruden den kejserlige udsending
besluttede tre af hans nærmeste venner at ledsage ham. Melanchton ønskede oprigtigt at følge
med. Han var inderligt knyttet til Luther og brændte efter at følge ham, selv til fængsel og
død. Men hans bønner blev afvist. Hvis Luther skulle dø, samlede reformationens håb sig om
88