Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Kurfyrsten kendte kun lidt til reformationens læresætninger, men Luthers oprigtighed,
kraft og klarhed gjorde dybt indtryk på ham, og han besluttede at beskytte ham, indtil det
kunne bevises, om Luther havde taget fejl. I sit svar på legatens anmodning skrev han: „Siden
doktor Martin er mødt frem for Eder i Augsburg, burde I være tilfreds. Vi havde ikke ventet,
at I ville prøve på at få ham til at tilbagekalde uden at have overbevist ham om hans
vildfarelser. Ingen af de lærde i mit fyrstendømme har underrettet mig om, at doktor Martins
lære er ugudelig, antikristelig eller kættersk.“ Fyrsten afslog tillige at sende Luther til Rom
eller at forvise ham fra sine riger.25 {MBF 110.3}
Kurfyrsten så, at der var et almindeligt forfald i samfundets moral, og at et stort
reformarbejde var tiltrængt. De besværlige og kostbare foranstaltninger for at hindre og straffe
forbrydelser ville være unødvendige, hvis mennesker blot erkendte og adlød Guds krav og
det, en oplyst samvittighed bød dem. Han så, at Luther arbejdede for at gennemføre dette, og
glædede sig i stilhed over, at en bedre påvirkning var ved at trænge frem inden for kirken.
Han så også, at Luther i højeste grad havde held med sig som lærer ved universitetet. Der var
kun gået ét år, siden reformatoren opslog sine teser på slotskirken, men der var allerede stor
tilbagegang i antallet af de pilgrimme, som besøgte kirken ved allehelgensfesten. Rom havde
mistet tilhængere og offergaver; nu var det en anden slags mennesker, som kom til
Wittenberg. Det var ikke pilgrimme, der kom for at tilbede relikvier, men studenter, der kom
for at fylde byens kollegier. Alle vegne havde Luthers skrifter vakt ny interesse for Den hellige
Skrift. Ikke blot fra alle dele af Tyskland, men fra andre lande, flokkedes studerende ved
universitetet. Unge mænd, der for første gang fik Wittenberg i sigte, løftede deres hænder og
priste Gud, fordi han havde ladet sandhedens lys skinne fra denne by, ligesom i gamle dage
fra Zion, hvorfra det spredtes til selv de fjerneste lande.26 {MBF 110.4}
Endnu var Luther kun delvis omvendt fra Roms vildfarelser. Men når han sammenlignede
Guds ord med de pavelige forordninger, fyldtes han med undren. Om dette skrev han: „Når
jeg læser pavernes forordninger, ved jeg ikke, om paven selv er Antikrist eller hans apostel,
så forkert som Kristus bliver fremstillet og korsfæstet i dem.“27Men endnu på dette tidspunkt
var Luther tilhænger af romerkirken og havde ingen planer om at forlade den. {MBF 111.1}
Luthers skrifter nåede ud til alle kristne nationer. Arbejdet bredte sig i Schweiz og Holland.
Kopier af hans skrifter fandt vej til Frankrig og Spanien. I England blev de modtaget som
selve livets ord. Tusinder vågnede op fra en dødlignende sløvhed til glæden og håbet ved et
liv i tro. {MBF 111.2}
Rom blev mere og mere forbitret over Luthers angreb, og nogle af hans mest fanatiske
modstandere, selv doktorer ved katolske universiteter, erklærede, at den, som dræbte den
oprørske munk, ikke syndede ved at gøre det. En dag nærmede en fremmed sig reformatoren
med en pistol skjult under kappen og spurgte ham, hvorfor han gik så alene. „Jeg er i Guds
hænder,“ svarede Luther. „Han er min styrke og mit skjold. Hvad kan mennesker gøre
80